Hop til hovedindhold
TEMA

Arkitektur- og Bevaringspriserne

Rudersdal Kommune rummer enestående arkitektur i form af bymiljøer, bygninger og anlæg af både ældre og nyere dato. Det vil vi gerne anerkende. Derfor uddeler vi en gang om året to priser, der både hylder den nytænkende arkitektur (Arkitekturprisen) og bevaring af værdifuld arkitektur og kulturarv (Bevaringsprisen).

Arkitektur- og Bevaringspriserne 2023

Rudersdal Kommune hylder i 2023 den nye spændende arkitektur og den nænsomme renovering af eksisterende bygninger under temaet bæredygtige byer og lokalsamfund.

På Sammen om Rudersdal kan du læse mere om de to priser og indstille dine kandidater. 

Ønsker du ikke at lave en åben indstilling, så kan du også indstille via vores formular.

Sammen om Rudersdal​

‌Indstilling via formular‌

 

Vindere 2022

Rudersdal Kommune modtog i 2022 22 indstillinger til årets Arkitektur- og Bevaringspriser.

Nedenfor kan du se vinderne af de to priser, som hylder både den nytænkende arkitektur og bevaring af værdifuld arkitektur og kulturarv.

Du kan læse mere om de to priser og se de nominerede på Sammen om Rudersdal.

Sammen om Rudersdal​

Vinder af bevaringsprisen 2022

  • Adresse: Henriksholms Alle 26, 2950 Vedbæk

    Arkitekt: Ole Helweg og Børge Glahn

  • Villaen i Vedbæk er opført i årene, der definerede den danske guldalder for moderne dansk villabyggeri i 50’erne.

    Villaen er opført i år 1957 af arkitekter Ole Helweg og Børge Glahn og er fra en tid, hvor der blev udviklet idéer og løsninger for en moderne livsførelse i nære, oplevelsesrige og identitetsskabende omgivelser. Huse, hvor bygning og natur flyder sammen og insisterer på, at man skal bo med lys, luft og livskvalitet. Villaen er senere tilbygget af samme arkitekt, som har sørget for, at det oprindelige hus og tilbygningen helt naturligt flyder sammen og stadig danner en helhed.

    Villaen er opført til billedhugger Torsten Johansson og hans familie. I dag – 65 år senere – er den ramme om en ny familie. Rammerne er de samme, og viser den enorme robusthed og kvalitet bygningerne fra den tid rummer i materialer, rum og arkitektur. Hvor mange af de villaer, vi bygger i dag, tror vi står stadig om 65 år?

    De nye ejere forstår huset. De kerer sig om de originale detaljer og renoverer, forbedrer og moderniserer med udgangspunkt i de originale tegninger og foto med en fornem forståelse for de oprindelige kvaliteter. Et nyt gulv, enkle sortmalede vægge, der iscenesætter det smukt patinerede træ … De gamle utætte vinduer istandsættes og renoveres ét for ét til en ny klimaskærm. Og vi kan næsten ikke se det. De spinkle, elegante glaspartier står der stadig. Det er forbilledligt udført.

    Men tiden står ikke stille i huset. Det er både oprindeligt og nyt på samme tid. Ejerne har gjort det til et hjem for det moderne liv i 2020’erne, hvor det nære og oplevelsesrige står lige så tydeligt, som det gjorde for 65 år siden.

    Dan Cornelius, fagdommer og arkitekt MAA

Vinder af arkitekturprisen 2022

  • Adresse: Byager Vænge, 3460 Birkerød

    Arkitekt: Oprindeligt tegnet af Gunnar Petersen og Jørgen Groth. Ombygning af CREO Arkitekter.

  • Bebyggelsen Byager Vænge blev opført i 1976 af arkitekterne Gunnar Petersen og Jørgen Groth.

    Den tidstypiske gårdhusbebyggelse er et fint eksempel på almennyttig boligarkitektur fra sin tid – muret i gule tegl med glasfacader med lette partier mod de små private gårdhaver og de karakteristiske flade tage, alt afsluttet med træ.

    Bebyggelsen rummer mange kvaliteter med sin menneskelige skala og tæthed, stisystemer med artikulerede indgangszoner og private gårdhaver. I 1992 blev bebyggelsens tage udskiftet med grå eternittage med hældning, og bebyggelsens arkitektoniske udtryk blev radikalt ændret. Ikke til det bedre.

    Fra 2017 til nu har bebyggelsen gennemgået en gennemgribende ombygning og renovering, hvor hovedanslaget er en kvalificeret tilbageførelse til det oprindelige udtryk med de flade tage.

    Vore dages udfordring med at energirenovere eksisterende byggeri er løst med stor sikkerhed, og artikulation og detaljeringen af de nye tage med det kraftigere profil er overbevisende løst. Det højere tagprofil er dygtigt bearbejdet med en not, der løfter det, og det er lykkedes at gøre tagrender og tagnedløb til en signaturgivende detalje for bebyggelsen.

    Der er ydermere tilføjet ny kvalitet til boligerne indvendigt med ovenlys i de nye tage. Der er truffet et sympatisk og materialebevidst valg med tilføjelse af træ som let beklædning og indhegning af gårdrum med en varieret opdeling der giver et nutidigt udtryk. På stierne er lagt nye fliser, der lyser op, og hele bebyggelsen er klar til, at beplantningen gror op og skaber frodighed.

    Det er et fint stykke dansk hverdagsarkitektur, der nu er bragt frem til nutidig og bæredygtig standard.

    Med grundighed, forståelse og respekt for det arkitektoniske udgangspunkt og udstrakt sans for detaljens arkitektoniske vigtighed er den gennemgribende ombygning eksemplarisk løst.

    Lise Sehested, fagdommer og arkitekt MAA

Hædrende omtale

  • Adresse: Tesch Alle 8, 2840 Holte

    Arkitekt: A.J. Madsen

  • Bygningen er opført i 1934 med A.J. Madsen som arkitekt.

    Bygningen er en forunderlig størrelse. Med sin dragende tøndeform ligger den på kanten af Furesø og har gennem årene undgået den store opmærksomhed. Den er ej heller registreret som bevaringsværdig, da sekundære bygninger ikke er omfattet af SAVE-registrering.

    Huset rummer en smuk karakteristisk hvælvkonstruktion, som sjældent er set lignende. Alene den konstruktive idé til hvælvets bærende princip er usædvanlig og særligt opsigtsvækkende. Udførelsen og bevarelsen af den ligeså. Eksempelværdien af denne konstruktion er så interessant, at den bare skal ses af flere!

    Efter huset har været brugt som fritidshus i en årrække, er den nuværende ejer nu i gang med en restaurering, der tilbagefører bygningen til at være et bådehus med opholdsmulighed. Gavlen mod Furesøstien, nye porte mod søen, nyt gulv, restaurerede jernvinduer og en ny indgangsdør er nogle af de fine indgreb, der er lavet. Alt sammen detaljeret og udført med en overbevisende respekt og dygtighed.

    På den måde er bygningen et særlig godt eksempel på den bygningsarv, der fortjener at blive bevaret.

    Dan Cornelius, fagdommer og arkitekt MAA

De to priser

  • Arkitekturprisen tildeles ud fra følgende kriterier:

    Nyere/nyopførte bygninger af høj arkitektonisk værdi og anlæg samt veltilpassede tilbygninger i høj kvalitet i udførelsen og tilpasset stedet opført inden for de seneste 10-15 år i Rudersdal Kommune.  Emnerne kan f.eks.:

    • Være udført med høj arkitektonisk værdi.
    • Være arkitektonisk gennemarbejdet fra helheden og ned i detaljen.
    • Være udført med indlevelse i stedet, det omkringliggende miljø og landskabet, herunder bygninger, bebyggelse, anlæg, byrum og landskab.
    • Demonstrere en særlig materialebevidsthed og høj faglig kvalitet i udførslen.
    • Have bæredygtighed indtænkt i bygningens arkitektur og drift.

    Emnerne kan endvidere:

    • Være andre anlæg, der anses for at bidrage til kommunens forskønnelse - f.eks. byrum, pladser, parker og lignende.
    • Være midlertidige bygninger og anlæg, der kunstnerisk og arkitektonisk udfordrer vores oplevelser af steders særlige identitet.
  • Bevaringsprisen tildeles ud fra følgende kriterier:

    Emnerne kan f.eks.:

    • Være smukt vedligeholdte, bevaringsværdige bygninger og anlæg, som har bevaret deres originalitet, bevaringsværdi og brugsværdi gennem indsigt i den oprindelige arkitekturs bærende værdier og med omhu for materialer og detaljen.
    • Være smukt udførte og veltilpassede om- og tilbygninger eller renoveringer af eksisterende bevaringsværdige bygninger.

    Emnerne kan endvidere:

    • Indeholde bebyggelsesplaner, retningslinjer for samlede bebyggelser, byggeblade eller andre tiltag, der understøtter arkitektoniske kvaliteter og bevaringsværdier i en samlet bebyggelse.
  • Nominerede til Bevaringsprisen

    Villa på Henriksholms Alle i Vedbæk

    Villa på Vejlesøvej i Holte

    Bådhus på Tesch Alle i Holte

    Nominerede til Arkitekturprisen

    Rækkehusbebyggelsen Byager Vænge i Birkerød

    Villa på Dronninggårds Alle i Holte

    Klubhus ved Rudegaard Stadion

    Villa på Stakkeledet i Hørsholm

  • De forslag, der fremsendes til Rudersdal Kommune, bliver bedømt af et bedømmelsesudvalg, der er nedsat af kommunalbestyrelsen og med fagdommere udpeget af Arkitektforeningen.

Vindere 2021

Sidste år modtog Rudersdal Kommune 26 spændende indstillinger til Arkitektur- og Bevaringspriserne 2021. Arkitektur- og Bevaringspriserne.

Nedenfor kan du se sidste års to priser, der både hylder den nytænkende arkitektur (Arkitekturprisen) og bevaring af værdifuld arkitektur og kulturarv (Bevaringsprisen). hylder både den nytænkende arkitektur og bevaring af værdifuld arkitektur og kulturarv. Se tidligere vindere herunder. 

Vinder af Bevaringsprisen 2021

  • Ejere: Charlotte og Jacob Smergel-Krog

    Arkitekt: BIOSIS, Mikkel Thams Olsen & Morten Vedelsbøl

  • Bygningen er opført i 1731 og indgår i et bevaringsværdigt kulturmiljø omkring Birkerød kirke og har en samlet SAVE værdi 2. Der er sket bygningsændringer i 1989 og senest i 2019-2021.

    De seneste ombygninger og istandsættelse er sket med stor respekt for bygningens kulturhistorie og bevaringsværdi. Stråtaget, facaden og vinduerne er bevaret og renoveret med fin indlevelse i bygningens arkitektoniske udtryk og kvaliteter.

    De omkringliggende arealer og gårdspladsen fremstår nu enkelt og smukt med en sammenhængende flade af perlesten samt træer og beplantning i få runde bede som øer i stenhavet. På havesiden fremstår udearealet ligeledes med få velvalgte elementer – er stor grøn græsplæne og et belagt areal tæt på huset samt en lav beplantning i overgangszonen mellem terrassen og græsplænen.

    Indvendigt er der med sans for både rumligheder og materialer skabt en moderne bolig, hvor de nye tiltag går i dialog med det bevaringsværdige hus på en særdeles overbevisende måde.

    Der er valgt få materialer af høj kvalitet, som spiller fint sammen og som vil patinere med ynde:

    • lysegrå terrazzo på gulvet i entre og køkken og som plint ved pejsen, der rumligt opdeler stuen i en spisestue og en dagligstue
    • øvrige gulve, trappe, køkkenelementer og indbyggede skabe i samme træsort   
    • hvide vægge og loft til kip med blotlagte træbjælker og højtsiddende lysindtag

    Sammenfattende må transformationen af Henrik Gerners vej 8 fremhæves som er særdeles smukt eksempel på at man godt kan skabe en helt ny bolig i et gammelt hus, hvor det nye og det oprindelige udfordrer hinanden og en inspirerende ny helhed dannes med respekt for de bevaringsværdige kvaliteter.

Vinder af Arkitekturprisen 2021

  • Ejere: Karen Louise & Andreas Lauesen

    Arkitekt: Andreas Lauesen (Force4 arkitekter)

  • Der er mange smukke og spektakulære byggegrunde i Rudersdal Kommune og der bygges meget. Men man skal forstå sine omgivelser, sit landskab og sine materialer for at skabe holdbare huse af høj kvalitet. Det gør huset på Gammel Holtevej.

    Placeret på en højtbeliggende grund med udkig over smukke naturområder i et ellers beskedent villakvarter ligger huset. Det er tegnet af ejeren selv, som også er arkitekter, og bygget til deres Dansk/Engelske familie. Det ses – Huset rummer en kombination af nordisk enkelhed, lyse træsorter og mørke jordfarvede mursten der nærmest får huset til at fremstår som et engelsk cottage – et landhus med en landhave.

    Villaen er tilbagetrukket på grunden, så der skabes en stor grad af privatliv samtidig med, at der er størst muligt udkig over naturområderne.

    Det er et sammensat og oplevelsesrigt hus der består af 3 elementer; En længe med en stue og et vinkelhus med værelser, bryggers og bad, indrammer et udadvendt alrum med en beskyttet tagbalkon med udkig over området. Med en stor markant skorsten som et lodret element, skabes der en samlet smuk, organisk og indlevet komposition af traditionelle villamotiver på en forfriskende og talentfuld måde.

    Tyngden i længehuset og vinkelhuset er balanceret med udskæringer i hjørnerne ved stuevinduet og indgangspartiet.  Det overrasker og skaber en lethed, der både virker logisk og er konsekvent udført i detaljen.

    Facaden i mørke teglsten af engelsk ler og med fine detaljer i træ er med til at understrege placeringen på grunden og i naturen. Huset er beklædt med træ ved indgangspartiet og er rundet ved hjørnet, hvor træ møder mursten, så der skabes en indbydende og varm velkomst. Taget er belagt med teglsten lavet i samme ler som murstenene, så der skabes et samlet monolitisk udtryk.

    Huset er et fremragende eksempel på ny vellykket villaarkitektur der både virker indpasset og markant på samme tid. En værdig modtager af Rudersdal Kommunes Arkitekturpris.

Hædrende omtaler

  • Ejere: Thomas & Winni Heilmann

    Arkitekt: Bertel Udsen

    BEGRUNDELSE

    Villa Heilmann i Holte er fra 1971 og dermed en del af guldalderen i dansk parcelhusarkitektur, hvor parcelhusene skød frem og nød alle de dygtige arkitekters bevågenhed. Arkitekt Bertel Udsen spiller en enorm rolle i den sammenhæng.

    Udsen døde i 1992, og i en nekrolog blev der skrevet, at ”300 enfamiliehuse havde mistet deres far…”. Dermed blev der sat ord på den dedikation, som Udsen lagde i sin boligarkitektur. I bogen – “Eget hus – Om danske arkitekters egne huse i 1950’erne” kan man også læse: ...at hvor omsorgsfuld Bertel Udsen end prøvede at imødekomme sine bygherrers ønsker, så endte de alle sammen som udprægede Udsen-huse, og hans bygherrer beundrede og elskede ham for det, fordi de alle havde en kvalitet, der gjorde dem til en lødig ramme omkring et godt familieliv.

    Villa Heilmann har en åben planløsning - opdelt på langs i en smal muret del indeholdende bryggers, køkken og badeværelser – og en bredere del med trækonstruktioner omkring værelser og arbejdsrum. Imellem den murede del og trækonstruktionerne opstår stuer, entré og alrum og flyder sammen med den smukke have og det omkringliggende landskab. Under et stærkt fremtrukket tag springer karnapper frem og glasfacader tilbage, så de beskyttes mod solen af det store tagudhæng. På engang er det hele både så tidstypisk og stadig moderne.  

    Materialerne er enkle og uprætentiøse. De udvendige træbeklædninger er trykimprægnerede og umalede – også indvendigt. Vindues- og dørrammer er rødmalede. Taget sort eternit.

    Villa Heilmann er et tidløst vidnesbyrd. Huset fremstår helt oprindeligt – nærmest som det gjorde for 50 år siden. Med en nøjsom, omhyggelig og kærlig hånd har ejerne passet på det, vokset med det, og levet med det som en kær ven af familien. Der er kun foretaget minimale ombygninger og alle materialer, detaljer og farvesætninger er forbilledligt velholdte. Det kræver mod og kærlighed ikke at male trykimprægneret træ i 50 år. Men det virker og står smukt, og er med til at huset fremstår forbavsende moderne den dag i dag. Gode huse har sjæl. Villa Heilmann har både sjæl og hjerte.

  • Ejere: Bettina & Troels Tuxen

    Arkitekt: Mette Lange Architects

    Bygherrerådgiver: Burre Gruppen ApS

    Tømrerfirmaet Karl Otto I/S:  (deltog ikke)

    BEGRUNDELSE 

    På Caroline Mathilde Sti er opført et helt nyt enfamiliehus, som indpasser sig i omgivelserne på den overbevisende måde.

    Bygningen er nabo til en institution i to etager med rødt tegltag. Det nye hus har med sin materialeholdning, tagprofil og proportioner søgt at tilpasse sig stedet.

    Den store bolig et udformet som en trelænget gård med et flise belagt gårdrum som ankomstplads. På havesiden er landskabsgrebet også enkelt: Der er en 2½ m bred belagt terrasse rundt om huset, hvortil der er udgang fra alle rum. Derudover er etableret en græsplæne, der skaber et grønt frirum,  som skalamæssigt spiller fint sammen med bygningen.

    Hovedhuset udformet med et knæk, der nedskalerer anlægget og desuden er sidefløjene udformet med mindre husdybde og selvstændige tagflader, der ligeledes er med til at give bygningen en fin skala med tilhørende velproportionerede uderum.

    Hovedhuset har loft til kip i dagligstuen, hvilket skaber er flot rumlighed, som accentueres af knækket.

    Som facademateriale er valgt sorttjærede lodrette træ profiler og sortmalede vinduer, der skaber en ro og sammenhæng i det arkitektoniske udtryk. Sammen med det røde tegltage danner de sorte facader er fin helhed.

De to priser

  • Arkitekturprisen tildeles ud fra følgende kriterier:

    Nyere/nyopførte bygninger af høj arkitektonisk værdi og anlæg samt veltilpassede tilbygninger i høj kvalitet i udførelsen og tilpasset stedet opført inden for de seneste 10-15 år i Rudersdal Kommune.  Emnerne kan f.eks.:

    • Være udført med høj arkitektonisk værdi.
    • Være arkitektonisk gennemarbejdet fra helheden og ned i detaljen.
    • Være udført med indlevelse i stedet, det omkringliggende miljø og landskabet, herunder bygninger, bebyggelse, anlæg, byrum og landskab.
    • Demonstrere en særlig materialebevidsthed og høj faglig kvalitet i udførslen.
    • Have bæredygtighed indtænkt i bygningens arkitektur og drift.

    Emnerne kan endvidere:

    • Være andre anlæg, der anses for at bidrage til kommunens forskønnelse - f.eks. byrum, pladser, parker og lignende.
    • Være midlertidige bygninger og anlæg, der kunstnerisk og arkitektonisk udfordrer vores oplevelser af steders særlige identitet.
  • Bevaringsprisen tildeles ud fra følgende kriterier:

    Emnerne kan f.eks.:

    • Være smukt vedligeholdte, bevaringsværdige bygninger og anlæg, som har bevaret deres originalitet, bevaringsværdi og brugsværdi gennem indsigt i den oprindelige arkitekturs bærende værdier og med omhu for materialer og detaljen.
    • Være smukt udførte og veltilpassede om- og tilbygninger eller renoveringer af eksisterende bevaringsværdige bygninger.

    Emnerne kan endvidere:

    • Indeholde bebyggelsesplaner, retningslinjer for samlede bebyggelser, byggeblade eller andre tiltag, der understøtter arkitektoniske kvaliteter og bevaringsværdier i en samlet bebyggelse.
  • NOMINEREDE TIL BEVARINGSPRISEN

    Villa på Henrik Gernersvej i Birkerød af BIOSIS

    Villa på Højbjerggårdsvej i Holte af Bertel Udsen

    Villa på Hegnsvej i Nærum af Edvard Kindt-Larsen

    Villa på Mosevangen i Birkerød af Tyge Juul Brask og Erik Rosenstand Holst

     

    NOMINEREDE ARKITEKTURPRISEN

    Villa på Skodsborg Strandvej i Skodsborg af Christensen & Co Architects

    Villa på Gammel Holtevej i Holte af Force4 Architects

    Enfamiliehus på Caroline Mathilde Sti i Vedbæk af Mette Lange Architects

    Bebyggelsen på Thoras Vænge i Holte af Arkitema

  • De forslag, der fremsendes til Rudersdal Kommune, bliver bedømt af et bedømmelsesudvalg, der er nedsat af kommunalbestyrelsen og med fagdommere udpeget af Arkitektforeningen.

Tidligere vindere

  • Arkitektur- og Bevaringsprisen blev givet til Søllerødgårdsvej 34, 2840 Holte.

    Enfamiliehuset fik prisen i kategorien ’Smukt udført og veltilpasset om- og tilbygning af eksisterende bygning i Rudersdal kommune’:

    Huset fremstår her mere end 60 år efter det blev bygget, stadig moderne og som en smuk nutidig ramme om et moderne familieliv. Alle nye tiltag små som store er nutidigt udført og alligevel i god dialog og med respekt for det oprindelige hus.

    • Bygherre: Tine Kajsa Kvist & Jakob Karlshøj
    • Arkitekt: Gunnar Jensen og Finn Monies 1956, tilbygning tegnet af arkitekt Morten Ernst
    Vinder af Arkitektur- og Bevaringsprisen i 2019, Søllerødgårdsvej i Holte

    Hædrende omtale blev givet til Kong Valdemars Vej 19, 2840 Holte.

    Huset fik prisen i kategorien ’Smukt udførte og veltilpassede om- og tilbygninger af eksisterende bevaringsværdig bygning i Rudersdal kommune’:

    Med stor respekt for husets ånd og kvaliteter er det ombygget med nye ideer, drømme og behov. Huset er et inspirerende sted, hvor man hele tiden finder spor af Plum og hans oprindelige ideer, som blandes med nye begavede ideer og tiltag. Det er et legende hjem, der er svært at slippe, og som udvikles med respekt for huset ånd.

    • Bygherre & ejere: Rikke og Kasper Salto
    • Arkitekt: Harald Plum år 1952, tilbygning tegnet af arkitekt Jens Ladegaard
    Kong Valdemars Vej 19
  • Geelsvej 39, 2840 Holte fik prisen i kategorien "Nye gode og smukke bygninger".

    Huset fremstår klassisk og nutidig med smukke teglskaller som en respektfuld og nutidig tilføjelse i et kvarter med flere fine bygninger.

    • Bygherre: Pia & Henrik Saustrup
    • Arkitekt: Uffe Topsøe-Jensen og Kira Snowman
    Geelsvej 39

    Borgmester Schneiders Vej 85, 2840 Holte fik prisen i kategorien "Smukt udførte og veltilpassede om- og tilbygninger".

    Tilbygningen fremstår nænsom og respektfuld, fra at være et anonymt byggeri står det nu homogent med en ligefrem, naturlig modernitet - et forbillede og en inspiration i forhold til andre om- og tilbygninger.

    • Bygherre/ejer: Christina Gede og Jacob Tøjner
    • Arkitekt: Lasse Grønnerup Johannesen, Werkt Aps
    Borgmester Schneiders Vej 85

    Gl. Holtegård, Attemosevej 170 fik prisen i kategorien "Midlertidige bygninger og anlæg, der kunstnerisk og arkitektonisk udfordrer vores oplevelser af steder særlige identitet".

    Anlægget er et eksempel på meget høj kunstnerisk og arkitektonisk kvalitet på internationalt niveau.

    • Ejer: Gl. Holtegård – Bredafonden
    • Arkitekter:
    • Orangeri: Kim Lenschow Andersen, Søren Philmann og Mikael Stenström
    • Menageri: Jonathan Houser
    • Sceneri: Camilla Louise de Andrade Stadler Buschle, Sofia Adolfsson og Teresda Fernandes Rojo."

     

    Klyngehusene på Kikhanebakken og Ørnebakken fik prisen i kategorien "Bebyggelsesplaner, retningslinjer for samlede bebyggelse eller andre tiltag, der understøtter arkitektoniske kvalitet og bevaringsværdier".

    • Pjece lavet af Grundejerlauget Holte Avlsgaard.

     

    Restaureringen af Mothsgården (Rudersdal Museum) og tilbygningen (Meny) ved Nærum Vænge Torv fik desuden hædrende omtaler af komitéen.

    ;othsgården
    Tilbygning ved Nærum Vænge Torv
  • Arkitektur- og Bevaringsprisen blev givet til Turistvej 154, 3460 Birkerød.

    Turistvej 154 er et flot eksemplar på et enkelt, moderne byggeri, som på elegant og usentimental vis udvikler enfamiliehusets typologi. Huset er indpasset nænsomt i lokalområdet, og med optimalt udbytte af den unikke placering med udsigt over Vaserne og Furesøen.

    • Bygherre: Lone Lund-Rasmussen og Michael Slot Bundgaard
    • Arkitekt: Tnt Arkitekter med Gitte Andreasen som sagsarkitekt.
    Turistvej 154

    Hædrende omtale blev givet til Næsseslottet A/S, Dronninggårds Alle 134, 2840 Holte.

    Den hædrende omtale blev givet for renoveringen og indretningen af den oprindelige ca. 100 år gamle hestestald, således den fremstår ny og kan anvendes i virksomhedens drift. Renoveringen og nyindretningen er foretaget nænsomt og med stor respekt for bygningens oprindelige udseende.

    • Bygherre og ejer: Næsseslottet A/S
    • Arkitekt: Hugo Bech i samarbejde med Bjarne Funch, Dronninggårds Alle 16, 2840 Holte.
    Dronninggårds Alle 134

    Hædrende omtale blev ligeledes givet til Skodsborg Sundhedscenter A/S, Skodsborg Strandvej 127, 2942 Skodsborg.

    Den hædrende omtale blev givet for en ny spa- og fitnessbygning. Den samlede vurdering var, at nybygningen skalamæssigt er godt tilpasset til den øvrige bebyggelse på ejendommen, ligesom sammenbygningen med eksisterende bygning er vellykket.

    • Bygherre og ejer: Skodsborg Sundhedscenter A/S
    • Arkitekt: Henning Larsens Architetcs med Esben Wong som sagsarkitekt, Vesterbrogade 76, 1620 København V
    Skodsborg Sundhedscenter A/S

VISIONER FOR STEDET

Rudersdals Arkitektur- og Bevaringspolitik

I Rudersdal Kommune ønsker vi at fremme omtanke for arkitekturen og omgivelserne i kommunen gennem et højt ambitionsniveau og modet til at insistere på kvalitet og respekt for stedet.

Samtidig ønsker vi at styrke den gode dialog med bygherrer, så vi har en fælles forståelse for arkitektur, stedernes identitet og kvalitet. Vi skal udvikle og vedligeholde vores byer og boligområder til glæde og gavn for både nuværende og fremtidige borgere og erhvervsliv.

Læs vores Arkitektur- og Bevaringspolitik her

Forside Arkitektur- og Bevaringspolitikken

Bevaringsarbejde i Rudersdal

  • Det er målet at øge indsatsen for fastholdelse og udvikling af kommunens kulturarv. Det skal bl.a. ske ved:

    • at der i forvaltningen og formidlingen af kulturarven tages vare på fredede og bevaringsværdige bygninger, kirker og deres omgivelser, fredede fortidsminder, sten- og jorddiger, kulturhistoriske interesseområder, m.v.
    • at beskrivelserne af kulturmiljøerne indgår som en del administrationsgrundlaget for den kommunale sagsbehandling,
    • at der tages særlige hensyn, når der skal ske en forvaltning og formidling af de værdifulde kulturmiljøer,

    Arbejdet med at sikre kommunens mange bevaringsværdier kommer bl.a. til udtryk i registreringen og sikringen af 37 særligt udpegede kulturmiljøer, samt en registrering af hele kommunens bevaringsværdige bygninger.