Cykeltur

Ud på cykel

Rudersdal Kommune er pioner, når det handler om at udvikle attraktive cykelruter og inspiration til aktive oplevelser i naturen, der matcher vidt forskellige borgeres behov.

Du kan finde et væld af naturstier, cykelstier og ruter, som kobler naturoplevelsen med kulturhistoriske bygninger, historiefortælling for børn og motionsmuligheder, der passer lige til dit niveau.

Det gælder faktisk bare om at springe på sadlen og vælge en rute, fra temaruter som fx KulturSlangen, FamilieRuten og VM Træningsruten og ikke mindst RudersdalRuten. Dertil kommer de fire cykelruter omkring byerne, hvor de fleste borgere bor, HolteRuten, NærumRuten, VedbækRuten og BirkerødRuten. De fleste ruter kan du finde i Cykelguiden Rudersdal Cykelguide.

Ruter og aktiviteter i naturen​

rudersdalcykelguide.dk​

 

Cykeltur sammen med vennerne
FamilieRuten

På cykel er man sammen

En tur ud i det grønne er næsten altid en succes. Har du større, trafiksikre børn, er det oplagt at vælge FamilieRuten på 21,5 kilometer. Her er du sikker på smuk og varieret naturoplevelse, gennem Rude Skov, ud på et stykke af VM TræningsRuten – og endelig videre ind på Grisestien.

FamilieRuten​

Grisestien, en nedlagt jernbaneline, er perfekt for mindre børn. Her kan I cykle 4 kilometer på den asfalterede sti fra Nærum til Vedbæk, helt uforstyrret og trygt med meget få vejkryds. Ja, du kan også løbe på rulleskøjter på Grisestien – eller bare løbe en tur.

 

 

På tur på Kulturslangen
KulturSlangen

Hvor kan vi cykle nogle smukke ture?

Spørgsmålet får vi tit fra vidt forskellige borgere, fra naturelskere til pensionister, børnefamilier, opdagelseslystne, elite-motionister eller fra skoler og børnehaver. KulturSlangen kan være et godt bud. Dels fordi du bliver ført ad ruter, der slanger sig gennem skov og åbne landskaber, dels fordi du bevæger dig gennem bidder af områdets historie.

Du kører både forbi det idylliske område ved kroen og middelalderkirken i det gamle Søllerød, gennem Søllerød Naturpark, gennem villakvarterer og ind i landet til vores berømte rådhus, tegnet af Arne Jacobsen og Flemming Lassen i 1940-42. KulturSlangen er på 14,5 kilometer.

‌Ruter og aktiviteter i naturen‌

Kortere rundture udvikler vi løbende. Fx kan du finde en rute på 4,5  kilometer i Vedbæk Havn ”Fra fiskerleje til mondæn villakvarter.” Du finder informationstavle på havnen med kort der fortæller om ruten.

Du kan læse mere om de historiske steder, du møder på Vedbækturen her:
Vedbækturen - fra fiskerleje til mondænt villakvarter

 

 

Tag hensyn

Du må gerne køre på mountainbike på brede stier og skovveje, men ikke i skovbunden og ned ad skrænter eller på stendiger og gravhøje. Cykler du her, ødelægger du nemlig skovbunden, skrænterne og fortidsminderne.

Det er også vigtigt at sænke farten, når du passerer de gående. Skoven skal være et rart sted for alle.

En mountainbike elsker alle typer terræn

Rudersdal Kommunes kuperede terræn er ideelt at opleve på en mountainbike. Du finder to anlagte mountainbike-ruter: Rude Skov, 10 kilometer, og Geel Skov, 4,5 kilometer.

Hvorfor ikke tage børnene med ud på en tur? På mountainbike får børnene trænet deres koordineringssans og tilliden til egne reaktionsevner. På ét sekund skal styret drejes til venstre, for ellers skrider de to hjul og bum! Ned at ligge fladt på grusstien.

Mountainbike-ruten i Rude Skov (Naturstyrelsen)

Mountainbikeruten i Geel Skov​ (Naturstyrelsen)

 

 

 

 

 

VM TræningsRuten - op ad bakke, ned ad bakke

At være motionist er et bredt begreb. Nogle mennesker cykler 3-4 kilometer hver dag, andre bygger flere kilometer på cykelruten uge for uge, måske for at kunne gennemføre et løb efter måneders træning.

Uanset hvad der passer til dig, så kan du være sikker på, at du får trænet benmusklerne og kan mærke varmen i kinderne, når du begiver dig ud på VM TræningsRuten, der er på 30 kilometer i alt. Noget af det særlige ved Rudersdal Kommune er nemlig vores smukke, kuperede landskab.

Vejene på VM TræningsRuten er specielt udvalgt, så der er lange stræk uden stop, god belægning, varierede strækninger og masser af bakketræning. Husk at cykle i retning med uret for at få en tur med få veje, du skal krydse.

VM TræningsRuten​

På VM TræningsRuten får du trænet lidt af hvert, når det kommer til terrænet. Du skal træde godt i pedalerne op ad fx Attemosevej og Geels Bakke. Du kører også gennem et bakket landskab ved Høsterkøb, mange steder med de smukkeste kig til søer, marker og skovbryn.

VM TræningsRuten er ikke markeret med skilte.

Følg Cykling i Rudersdal på facebook

 

Du kan følge Facebooksiden Cykling i Rudersdal, hvis du har spørgsmål til din cykeltur, eller hvis du vil holde dig opdateret om aktuelle arrangementer, fra cykelløb til motionsløb. 

 

Planlæg din egen tur med cykelguiden

Rudersdal Cykelguide er et brugervenligt holdepunkt, når du begiver dig ud i naturen. De fleste ruter er aftegnet på kortet, og du kan også søge på ruter ud fra forskellige kriterier. Fx kan du:
•    se en oversigt over skiltede ruter og ikke-skiltede ruter
•    søge efter nærmeste togstation eller buslinje
•    tjekke, hvor du bor, eller hvor din daginstitution/skole ligger, i forhold til en rute.

Cykelguiden.dk​
 

Vær opmærksom på, du ikke kan følge skilte undervejs på VM TræningsRuten og de fire byruter, HolteRuten, NærumRuten, VedbækRuten og BirkerødRuten. Så print kortet ud  med din rute, eller gem det på din mobil, før du skal afsted. 

Cykling i Rudersdal​

 

 

 

Skilte hjælper dig med at finde vej på RudersdalRuten
find vej

De grønne skilte guider dig undervejs

Du finder vej ude på ruterne ved at følge de let genkendelige skilte, piktogrammer kaldes de. Hold øje med den røde afmærkning på skiltet. Den fortæller, om du skal fortsætte ligeud, til højre eller til venstre.

Sidder skiltet på en rød pæl, befinder du dig i et statsskov-område, mens de grønne pæle angiver, at du er på kommunens areal. Alle skilte er grønne, lige med undtagelse af FamilieRuten; her er skiltene blå.

Kommer du forbi et hul i vejen?

Så giv os et praj. Måske har du opdaget et hul på en grusvej eller en tilgroet pæl, så du ikke kan læse et skilt. Vær så præcis som muligt, når du skriver til os, fx manglende skilt, hul på cykelstien ved Attemosevej.

Giv os et praj

 

RudersdalRutens Univers - fakta

RudersdalRuten er et sammenhængende område af motionsmuligheder og naturoplevelser for dig, der gerne vil være udendørs, mærke vinden i håret, bruge kroppen og følge årstidernes gang. 

Hvor lang er selve RudersdalRuten?

42,195 kilometer 

Hvor går RudersdalRuten fra – og til?

RudersdalRuten går fra Vedbæk i øst til Birkerød i vest og fra Sjælsø i nord til Mølleåen i syd.
Ruten er et loop, der snor sig gennem de mange smukke byer og naturområder i hele kommunen.

Bliv løbende opdateret om RudersdalRutens Univers

Følg RudersdalRutens Univers på Facebook:
Facebook.com/rudersdalrutensunivers

Hvad kan du opleve på RudersdalRuten?

Undervejs på ruten finder du afstikkere til både legepladser, aktivitetsoaser med fx træningspavilloner – foruden forskellige kortere ruter: 

TusindbenRuten, 1000 meter (for børn)
LysLøjpen, 2,5 kilometer
ForskerRuten, 2,5, 7,5 og 13 kilometer
SkodsborgRuten, 6,7 kilometer 
SundhedsRuten, 550 m og 4 kilometer
Læs om alle ruterne:
‌Ruter og aktiviteter i naturen‌

Aktivitetsoaserne

Aktivitetsoaser, fx træningspavilloner i Vedbæk, Birkerød og ved Vangebo skolen eller aktivitetsoasen ved Nærum Ungecenter med parkour, multibane og meget andet.
Læs om alle aktivitetsoaserne:
‌Udendørs faciliteter‌