Publikum ved Hop&Rock-koncert

Hop&Rock - en børnekulturfestival

Hop og Rock er en tilbagevendende børnekulturfestival, hvor kommunens SFO- og SFK-børn kan stifte bekendtskab med en større musikscene samt en bred vifte af kultur- og fritidstilbud.

Hop&Rock er en tilbagevendende festival i Rudersdal – en dag børn og voksne ser frem til. Hvert år den sidste torsdag i maj måned samles omkring 4.000 børn iført farvestrålende t-shirts på Rudegaard Idrætsanlæg til en dag med god stemning, musik og aktivitet.

Hop&Rock-børnefestivalen er for alle betalende SFO- og SFK børn i Rudersdal Kommune samt deres forældre, søskende og bedsteforældre. Målet med Hop&Rock er at skabe en fælles oplevelse for alle SFO/SFK-børn med fokus på musik og fritidsaktiviteter. På festivalpladsen findes et væld af foreninger og kulturinstitutioner, der giver børnene mulighed for at prøve en aktivitet, de ikke har prøvet før: Alt fra amerikansk fodbold til harmonikaspil.

Alle deltagende børn får mulighed for spille, synge eller danse på den store scene, der afslutningsvis overtages af et større, dansk navn. Siden festivalens start i 2009 har kunstnere som L.I.G.A., Wafande og senest Cisilia optrådt for de mange begejstrede børn.

 

Kontakt for foreninger

Aktiviteter og forplejning:
Bo Eriksen
boe@rudersdal.dk
 
Sekretariat, faciliteter:
Sven-Erik Lauridsen
sel@rudersdal.dk 

SKAL DIN FORENING VÆRE MED?

Hop&Rock er blevet en årlig, stor og veletableret aktivitetsdag med musik, leg og bevægelse. Flere af kommunens foreninger, kulturinstitutioner og skolernes SFO'er og SFK'er er med til at fylde dagen med spændende, udfordrende og ikke mindst underholdende aktiviteter. Som forening i Rudersdal Kommune har I også mulighed for at komme på banen, og vise hvilke fritidstilbud, I har.

At deltage på Hop&Rock som forening er en enestående mulighed for at nå ud til knap 4.000 børn og 3.000 forældre. I 2015 deltog hele 18 foreninger, med forskellige aktiviteter, f.eks. pigefodbold, mountainbike, prøv-en-harmonika, kick boxing, rollespil og meget andet.

Kontakt vores konsulenter i boksen til venstre for at høre mere.

 

Frivillige forældre

Bliv frivillig

Har du børn i en af kommunens SFO eller SFK’er, kan du blive frivillig på Hop&Rock. Der er altid brug for flere hænder til at hjælpe med salg af sodavand og popcorn samt opsynsvagter. Det foregår i tidsrummet kl. 12-20.

Kunne dette være noget for dig, kontakt da dit barns SFO-leder eller Anders Westh fra festivalens projektgruppe: anderswesth@hotmail.com

Oplys:
- Navn på hjælper, mailadresse og mobil-nr.
- Hvilken skole du er tilknyttet, samt barnets (børnenes) navn og klasse.
- I hvilket tidsrum du kan hjælpe.

 

Se video fra festivalen: 

Video

Derfor er det sjovt

Amerikansk fodbold, optræden på scenen og koncert med sangerinden Nabiha. Det er nogle af de oplevelser, som 3.300 SFO-børn fik på den tredje børnekulturfestival i Rudersdal. 

Interview

Det siger foreningerne

Hvad synes foreningerne om at være på Hop&Rock? Træner Jan Harbo fra SNIK Gymnastik fortæller:

”Vi ville gerne vise, hvad vi kan i vores gymnastikforening. Så vi mødte op med nogle rullemadrasser og lignende og satte børnene i gang med at springe og lege. Og det var en kæmpe succes. Der var gang i den, fra vi kom, til vi gik, og jeg er overbevist om, at vi fik nogle nye medlemmer den dag.” Jan Harbo var især imponeret over, hvor meget plads hver forening havde til rådighed: ”Alt er muligt, så det er bare at kaste sig ud i det.”

En anden forening, der har været med på festivalen flere år, er rollespilsforeningen Rollespilsfabrikken. For dem blev Hop&Rock indgangen til en række arrangementer i Rudersdal Kommune og samarbejde med kommunens institutioner. Anders Berner fra Rollespilsfabrikken har et par gode råd til foreninger, der vil lave aktiviteter til Hop og Rock for første gang:

”Man skal lave en aktivitet, som er sjov at kigge på for andre, og så skal man huske, at børnene ’shopper’ rundt mellem de mange tilbud, så aktiviteten skal være nem at gå til og være kort,” siger Anders Berner. Rollespilsfabrikken laver selv en kamp-arena, hvor børnene kan slås mod monstre fra rollespilsuniverset.

 

Mere om Hop&Rock

Du finder artikler, videoer og meget andet her:

På selve festivaldagen er det muligt for børnene at tage billeder med deres telefon, som via Instagram efterfølgende vises på storskærmen. 

Fakta om festivalen:

  • Skolefritidsordningerne forbereder i tiden op til Hop&Rock et nummer, hvor de selv syr kostumer, synger, danser og skriver sange. 
  • Alle optrædende laver også et videopostkort, der vises på storskærmen inden gruppen optræder. 
  • Hvert år dystes der i Hop&Rock Rally med sæbekassebiler, der bygges over et bestemt tema. Der er lækre præmier og store pokaler til vinderne med den hurtigste og flotteste bil.
  • Skraldepatruljer, cykelopladning af sin mobil og mini-genbrugsplads er også en del af Hop&Rock. Dermed kan alle deltagere bidrage til en bæredygtig festival. 
  • De mange tilmeldte SFO'er og SFK’er får hver deres farve t-shirts på dagen, så de kan finde hinanden og deres pædagoger. 
  • Deltagerne kan købe mad og drikke på området. Hvert år søger man at finde lokale leverandører.
  • Hop&Rock finansieres primært ved midler fra Skoleområdet.
  • Festivalen overholder alle gældende krav til sikkerhed.

 

 

 

Bliv sponsor

Hop&Rock kan ikke lade sig at gøre uden sponsorer. Læs her hvorfor et par af Rudersdals lokale virksomheder vælger at være sponsorer for en lokal børnekulturfestival:

”Som nystartet virksomhed var det min vurdering, at Hop&Rock var en god platform til at få firmanavnet frem i lokalområdet. Mine kunder må gerne være forankret i lokalområdet, og derfor var det naturligt at støtte op om festivalen,” siger Anne Birgitte Jørgensen, der ejer AB CONSULTING DK.

"Som en ejendomsmægler, der udelukkende fokuserer på Rudersdal, vil vi gerne forbindes med, og støtte op om, lokale ildsjæle, som via gode initiativer gør kommunen attraktiv for børnefamilierne," siger ejendomsmægler Kim Krabbe fra Rudersdal Mæglerne.

Se listen med sponsorerne for 2016 her: 

Hop&Rock sponsorer 2016

Er du interesseret i at blive sponsor, så ring til Michael Hørdum på tlf.: 72684755 eller send en mail:

Michael Hørdum

 

Fotos (med enkelte undtagelser): Thomas H. Nielsen.