Hop til hovedindhold
Nyhed

Skolernes økonomi forbedres

Partierne bag budgetforliget i Rudersdal Kommune har indgået aftaler, der samlet forbedrer skolernes økonomi med ca. ti mio. kroner.

Partierne bag budgetforliget i Rudersdal Kommune, der omfatter alle partier i kommunalbestyrelsen undtagen Socialdemokratiet, har på deres seneste møde gennemgået forvaltningens forslag til overførsel af midler fra 2023 til 2024. 

Budgetforligspartierne har også drøftet skolernes økonomi og er enige om en række initiativer, der styrker skolernes økonomi under ét med knapt ti mio. kroner. Midlerne hertil finansieres af overskuddet på i alt 4,9 mio. kroner fra overførslen af midler fra 2023 til 2024, ved et træk på servicebufferen på 3,9 mio. kroner og ved omprioriteringer af læremidler svarende til i alt 0,9 mio. kroner. Efter trækket på 3,9 mio. kroner er der 4,3 mio. kroner tilbage på kommunens servicebuffer.

De i alt 9,7 mio. kroner til styrkelse af skolernes økonomi fordeles på følgende måde:

  • Skovlyskolens og Vedbæk Skoles merforbrug fra 2023 nulstilles, da analyser har vist, at de med den nuværende økonomiske tildelingsmodel har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
  • Skovlyskolens og Vedbæk Skoles budget for 2024 løftes ekstraordinært med 1,3 henholdsvis 1,2 mio. kroner. Med denne budgettilførsel er der plads til, at der arbejdes videre med flere tildelingsmodeller frem mod budgetforhandlingerne for 2025, hvor der også kan tilvejebringes flere midler til skolerne. 
  • Søholmsskolens merforbrug nulstilles. Søholmskolen har i 2023 været igennem en meget vanskelig periode, der har skygget for en ”normal” skoledrift. Søholmskolen står samtidig overfor en samling af udskolingen og med nulstillingen får skolen et godt udgangspunkt for at gennemføre denne proces.
  • Holte Skoles merforbrug nedskrives med 0,9 mio. kr. Holte Skoles proces med sammenlægning af de to matrikelskoler er blevet forsinket af den manglende afklaring af de fremtidige fysiske rammer og har derfor ikke haft det nødvendige manøvrerum til at tilpasse driften til faldende elevtal/klasser.

Kommunens øvrige skoler har ikke været præget af ekstraordinære forhold, der har udfordret deres drift, og det er derfor vurderingen, at der ikke er behov for tilførsel af ekstraordinære midler. 

Partiernes udtalelser

Borgmester Ann Sofie Orth, Det Konservative Folkeparti, siger: “Skolerne står højest på vores politiske dagsorden, og derfor har vi også givet dem et markant økonomisk løft de sidste to år. Det fortsætter vi med denne ekstra udmøntning. Og til efteråret skal vi vedtage en ny model for skoleøkonomi, som gerne skulle give skolerne sundere og mere robuste budgetter.”

Christoffer Buster Reinhardt, Det Konservative Folkeparti, siger: “Vi er i Det Konservative Folkeparti rigtigt glade for, at vi fortsætter med den økonomiske opprioritering af skolerne. Det er hårdt for en skole at trækkes med gæld, der skal afbetales. Så at annullere og mindske disse giver frihed til flere spændende aktiviteter på skolerne.”

Anne Christiansen, Lokallisten, siger: ”Det er dejligt, at vi har fundet midler til at hjælpe skolerne her og nu. Men både analysen, der er lavet i forbindelse med en ny måde at fordele penge til skolerne og ikke mindst alle de høringssvar, vi har fået fra skolerne og organisationerne, fortæller det samme. Der mangler helt grundlæggende ressourcer for at kunne drive gode skoler. Jeg håber, vi ved de næste budgetforhandlinger får gjort noget ved det.”

Court Møller, Radikale Venstre, siger: ”I Radikale Venstre er vi særligt opmærksom på, at skolerne skal have et tilstrækkelig robust økonomisk grundlag. Vi er glade for, at der ved budgetforhandlingerne var opbakning til vores forslag om, at en ny tildelingsmodel følges op med økonomiske midler, så skolerne har et robust grundlag for at drive en god skole. Vi ser de tilførte midler som en forbedring for skolerne, men vi er ikke i mål, hvorfor Radikale Venstre også ved de kommende budgetforhandlinger vil have særlig fokus på skolerne.”

Jens Kloppenborg-Skrumsager, Venstre, siger: ”Det er vigtigt at vi får sikret, at de skoler, som er strukturelt udfordret bliver hjulpet her og nu. Det er især de skoler, der ikke har en stor nok volume i den nuværende tildelingsmodel, og som kun ser ind i en fremtid med røde tal på bundlinjen. Det kan vi naturligvis ikke byde dem. Derfor skal de her og nu have fjernet gælden, der virker som en møllesten om halsen på skolen. Fremadrettet skal vi have sikret en tildelingsmodel, der sikrer at alle skoler i Rudersdal har en fornuftig grundøkonomi.”

Christoffer Emil Jexen, Enhedslisten, siger: ”For Enhedslisten har det været væsentligt at kunne slette Søholmskolens gæld, og dermed give skolen en særlig rygstøtte efter den særligt vanskelige periode medarbejdere, elever og forældre har været igennem. Yderligere er aftalen en redningskrans til Vedbæk skole og Skovlyskolen, som nulstiller deres gæld, og giver begge skoler et økonomisk løft. Men det er ikke nok, og hvis det står til Enhedslisten er denne aftale kun et første skridt, for hele skoleområdet - herunder SFO`er og SFK`er - trænger i den grad til et gevaldigt økonomisk løft.”

Dorte Kollerup Nørbo, SF, siger: ”SF er med til at give skolerne i Rudersdal et bedre økonomisk fundament. To skolers gæld, som er opstået af strukturelle årsager, fjernes helt, og to skoler, som af forskellige årsager har været voldsomt udfordret, får reduceret deres gæld. Selvom der stadig er uløste opgaver og udfordringer, håber SF, at vi med denne håndsrækning er med til at sikre et stabilt grundlag for skolerne fremover og give en friskere start til både elever og ansatte.”