Rygestop-kursister på tur i skoven

Rygestop i naturen

Kurset Rygestop i naturen handler om mere end at kvitte smøgerne. Her guider en naturvejleder og rygestoprådgiver dig gennem rygestop med oplevelser i naturen.

»På kurset udforsker vi naturen gennem temaer, der er relevante for årstiden. Eksempelvis arbejder vi med duft- og sanseindtryk, for når man stopper med at ryge, bliver smags- og lugtesansen gradvist skærpet. Det er livsbekræftende oplevelser, der skaber stor glæde hos deltagerne, fordi fordelene ved rygestoppet hurtigt er til at tage og føle på« siger Camilla Bruun Manscher, der er naturvejleder i Rudersdal Kommune.

 

Rygestop statistik

Rygestop i naturen virker

Ifølge Kræftens Bekæmpelse bliver en ud af tyve rygere, der prøver at stoppe uden hjælp, røgfri, men antallet stiger markant til en ud fem, når de deltager i et rygestopkursus. Derudover viser erfaringerne, at der er færre tilbagefald efter seks måneder blandt rygere, der deltager på rygestopkursus i naturen fremfor på de mere traditionelle rygestopkurser. Ifølge Alice Bruun, der er rygestoprådgiver, kan det skyldes, at naturen virker beroligende på mange mennesker og samtidig også er kilde til ny energi og velvære.

»Når du holder op med at ryge, bruger du meget energi på at fokusere på rygestoppet. Du bliver træt af hele tiden at tænke på de cigaretter, du ikke længere vil ryge. Når vi tager rygestopkurset ud i naturen, flytter vi fokus væk fra cigaretterne. Det dæmper rygetrangen, og samtidig får du mere energi, fordi du får rørt dig mere« siger Alice Bruun.

Bente Kehlet Rasmussen, som har deltaget i kurset, har udover at skære drastisk ned på cigaretterne også fået sig en ny interesse. »Det er så berigende at være ude i naturen, og jeg er blevet meget mere nysgerrig på at komme rundt i naturen« fortæller Bente.

Ved at mødes nogle steder, som de ikke ellers kommer, er hun og de andre deltagere blevet inspireret til at komme ud og opleve lidt mere af deres egen kommune. »Det at være ude får tankerne hen på noget andet end at ryge. Vi har hørt om, hvordan træerne smider bladene, og vi har ledt efter svampe. Og det er også med til, at opmærksomheden bliver skærpet til næste gang, man kommer ud i naturen« fortsætter Bente, og fortæller, at en af fordelene er, at man også får nogle gode snakke med de andre deltagere.

 

5 GODE RÅD

- til at lægge en plan for dit rygestop 

  1. Beslut dig for, at du vil holde op med at ryge, og find dine gode grunde til at holde op
  2. Beslut dig for, at du vil holde HELT op - dvs. ingen cigaretter overhovedet.
  3. Beslut dig for en bestemt stop-dag – helst indenfor 2-3 uger.
  4. Forbered dig på de situationer, hvor du ved, at du ofte får rygetrang - hvilke situationer er det, og hvad vil du gøre, når du står midt i dem?
  5. Ryger du meget - og synes du, at det er svært at lade være, så overvej at bruge nikotin-erstatning eller receptpligtig medicin.

Fakta om kurset

Vi er udenfor og er aktive hver gang, så skal du kunne gå mindst 2,5 kilometer i varieret terræn og have lyst til at opleve naturen i al slags vejr. Rygestopkurset er gratis og består af seks mødegange i naturen af to en halv times varighed. 

Næste rygestopkursus i naturen starter i foråret 2017. 

Næste almindelige rygestopkursus, som afholdes indendørs, starter tirsdag den 25. oktober 2016 kl. 15:30-17:00. Kurset afholdes på Genoptræningscenter Skovbrynet, Søengen 4 i Holte. Tilmelding er nødvendig.

‌Almindeligt rygestopkursus‌

Vil du tilmelde dig kurset på tlf eller mail, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sundhedskoordinator Ina Skafte. Telefon: 46 11 50 21 / mail: inas@rudersdal.dk