Hop til hovedindhold
Høring

Pårørendepolitik er i høring

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at Rudersdal Kommune skal have en ny pårørendepolitik. Politikken er nu i høring, og alle interesserede kan afgive høringssvar.

Udviklingen af pårørendepolitikken har pågået i 2023 og er sket i en involverende proces, hvor en bred skare af interessenter har haft mulighed for at bidrage med input. Alle kan nu afgive et høringssvar.

Høringsfristen er søndag den 12. maj 2024.


Find politikken i linket:

Pårørendepolitik - april 2024 
 

Høringssvar bedes sendt til: paaroerendepolitik@rudersdal.dk

 

Sådan er pårørendepolitikken blevet til

Pårørendepolitikken er blevet til i en involverende proces, som blev initieret ved, at kommunalbestyrelsen sammen drøftede ønskerne til en pårørendepolitik. Efterfølgende har Social- og Sundhedsudvalget bl.a. drøftet politikken med Seniorråd, Handicapråd og medarbejderrepræsentanter. Der har været afholdt borgermøder med pårørende, interesseorganisationer og patientforeninger, og der har været mulighed for at komme med input via en online platform. 

Forvaltningen har efterfølgende samlet alle bidrag fra denne inddragende proces til en samlet pårørendepolitik, som hermed sendes i høring.

De næste skridt

Efter fristen for høringssvar den 12. maj 2024 behandles høringssvarene og eventuelle forslag til justeringer af politikken på Social- og Sundhedsudvalget den 12. juni 2024 og i kommunalbestyrelsen den 26. juni 2024 med henblik på godkendelse af politikken.

Herefter har de enkelte forvaltningsområder og centre ansvaret for udmøntningen af politikkens indhold. Det kan fx ske ved, at det enkelte forvaltningsområde eller center udarbejder en strategi for pårørendesamarbejdet. Disse strategier kan herefter udmøntes i lokale handleplaner, som beskriver konkrete initiativer og aktiviteter, der kan styrke og træne medarbejdernes faglige kompetence og tilgang til pårørendesamarbejdet. Der forelægger en række læringsmaterialer og redskaber, som kan understøtte de faglige drøftelser og adressere dilemmaer i samarbejdet mellem medarbejdere og pårørende.

Det er afgørende, at de indsatser og tiltag, der skal være med til at styrke pårørendesamarbejdet, udvikles lokalt. Samarbejde med pårørende er for medarbejderne en integreret del af det daglige arbejde.  Således skal medarbejderne i samarbejde med borgere og pårørende udforme indsatser, som er tilpasset det enkelte sted. 

I dette arbejde er der et særligt fokus på at skabe rum blandt medarbejdere og ledere til fag­lig refleksion om pårørendesamarbej­det, og hvordan intentionerne med pårørendepolitikken implementeres i det daglige arbejde.