Hop til hovedindhold

Parkering

I Rudersdal Kommune må du parkere i henhold til de opstillede skilte og færdselslovens bestemmelser. Det gælder både i og uden for byzonen.

På kortet herunder kan du se, hvor der er p-pladser. Zoom ind på kortet for at se p-pladserne i de forskellige dele af kommunen og klik på markeringen for at se info om evt. handicappladser.

Bemærk: Færdselsloven er ændret, og derfor er det fra 1. maj 2022 ulovligt at standse og parkere helt eller delvist i skillerabatten i byområder. En skillerabat adskiller typisk kørebanen fra cykelsti eller fortov.

Det er stadig tilladt at holde parkeret med to hjul inde på fortovet, læs mere under "Parkeringsregler" herunder.

Om parkering i Rudersdal

  • Når du kører ind i et byområde, er du i parkeringszonen. Den er afmærket med P-zonetavler på alle indfaldsveje til kommunen. Her gælder der forskellige parkeringsregler, alt efter hvilket køretøj du har.

    P-zonetavle

    Hvis du overtræder reglerne, kan du få en parkeringsbøde.

    Personbiler

    Personbiler må standse / parkere med to hjul på fortov / i rabat, hvis det ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet. Der skal til enhver tid være fri passage i en afstand af minimum en meter fra køretøjet og ind på det resterende fortov / rabat.

    Busser og lastbiler

    Busser og lastbiler må højst være parkeret i to timer.

    Der er dog fire særlige steder i Rudersdal Kommune, hvor du kan stille de tunge køretøjer uden tidsbegrænsning.

    • P-plads ved Geels Skov – ved Vangebovej
    • P-plads ved Ridehuset i Gl. Holte – ved Egebækvej
    • P-plads ved Holtehallerne
    • Erhvervsområde i Birkerød ved Blokken

    Campingvogne, trailere, hestetrailere / påhængskøretøjer, traktorer etc.

    Disse må højst være parkeret i 18 timer på vejene samt offentlige p-pladser.

  • Ved de større bycentre er der typisk indrettet reserverede parkeringspladser til handicapparkering.

    Hvis du har et handicapparkeringskort, har du ret til at parkere på de særligt afmærkede handicappladser.

    Kortet viser placeringen af handicap p-pladser i Rudersdal Kommune.

    Ansøg om parkeringskort

    Personer med handicap kan få et parkeringskort ved at søge om det hos Danske Handicaporganisationer.

    Ansøg om parkeringskort

    Mangler der en handicapparkeringsplads?

    På offentlige veje kan du søge kommunen om at få etableret handicapparkering. Vi sørger for, at den bliver oprettet og godkendt. Du skal sende en mail til Teknik og Miljø på tom@rudersdal.dk.

    På private veje og privat fællesvej skal I selv stå for etablering af handicapparkering.  Vi kan hjælpe med oplysninger om krav, etablering og godkendelse samt procedure.

    Pladserne skal altid godkendes af politiet, inden de etableres.

  • Ønsker du at klage over en parkeringsbøde, skal du kontakte den myndighed, som har udstedt bøden.