Hop til hovedindhold
Nyhed

Omfattende opkvalificering af medarbejdere styrker kvaliteten i ældreplejen

Uddannelse af ufaglærte og danskkurser til medarbejdere i plejecentre og hjemmepleje skal styrke ældreplejen i Rudersdal Kommune.

Rudersdal Kommune er, ligesom flere andre steder i Danmark, i gang med at navigere i en demografisk udfordring, hvor flere ældre borgere vil få brug for hjælp og støtte, mens det bliver fortsat sværere at få ansat kvalificerede SOSU-medarbejdere.
 

Som et svar på dette er kommunen derfor i fuld gang med at uddanne deres egne ufaglærte kræfter, hvor 13 ufaglærte medarbejdere allerede er begyndt på en uddannelse som social- og sundhedshjælpere eller assistenter. Herudover tilbydes medarbejdere i ældreplejen blandt andet danskundervisning og ordblindeundervisning. Endelig er uddannelsesvejlederne på plejecentre og i hjemmepleje tilbudt en opkvalificering, ligesom der er mulighed for at afsætte ekstra mødetid mellem vejlederne og elever, som vil forbedre oplæringen af SOSU-elever samt sygeplejestuderende.
 

Det er midler fra Social- og Boligstyrelsens pulje "Flere Hænder og Højere Kvalitet i Ældreplejen", som kommunen har søgt og nu omsætter til en bred opkvalificering af de nuværende medarbejdere i kommunens ældrepleje.

Jeg er glad for, at vi ved hjælp af midlerne har kunnet iværksætte et så omfattende uddannelsesprogram i ældreplejen. Det er særligt godt, at så mange af vores gode ufaglærte medarbejdere nu får en SOSU-uddannelse, så de fremover kan gøre direkte brug af deres uddannelse på deres nuværende arbejdspladser.

Herudover vil danskkurserne også kunne gøre en forskel for den vigtige kommunikation mellem medarbejdere, de ældre og deres pårørende i hverdagen. Det er derfor glædeligt, at vi på den vis selv kan være med til at løfte kvaliteten, så vi kan ruste os til de større krav til ældreplejen i fremtiden, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune, Randi Mondorf (V).

Midlerne fra Social- og Boligstyrelsen anvendes blandt andet til ansættelse af erstatningspersonale, når de ufaglærte medarbejdere er i uddannelse. Dette sikrer kontinuiteten i plejeindsatsen, samtidig med at medarbejderne får mulighed for faglig udvikling. 
 

Rudersdal Kommune har ved hjælp af midler fra puljen været i gang med opkvalificering og uddannelse af medarbejderne siden 2021, og de første SOSU-medarbejdere er allerede færdiguddannede. Sideløbende er andre ufaglærte medarbejdere også i fuld gang med at uddanne sig til social- og sundhedshjælpere eller assistenter gennem Kompetencefonden. 

Kursustilbuddet til medarbejderne i dansk, ordblindeundervisning og grundlæggende IT-færdigheder foregår i samarbejde med VUC Lyngby. Endelig giver midlerne mulighed for, at medarbejdere kan deltage i kurser i omsorg for personer med demens, anerkendende kommunikation og den adfærdsregulerende tilgang low arousel, der foregår i samarbejde med Gentofte og Lyngby-Taarbæk kommuner og SOSU H i Herlev.