Spring til indhold

Visioner for demensindsatsen bærer frugt

Kommunens vision for et godt og meningsfuldt liv med demens i Rudersdal har resulteret i flere konkrete indsatser for Rudersdal borgere med demens og deres pårørende. Årsagen skal bl.a. findes i et tæt lokalt samarbejde.

Nationalt Videnscenter for Demens estimerer, at der i dag er henved 1.200 borgere med demens i Rudersdal Kommune. Men til trods for at andelen af personer, der bliver ramt af demens i en årgang, er faldende, er det forventningen, at der indenfor de kommende år vil være markant flere borgere med demens. Dette skyldes både en højere middellevetid, ligesom der bliver flere ældre. Således forventes der i Rudersdal Kommune at være dobbelt så mange borgere med demens i 2050 end i dag.

For netop at imødekomme denne udvikling iværksatte kommunen i 2019 en ny strategi for arbejdet med demensindsatser, der bl.a. udmundede i visionen ”Vision for et godt og meningsfuldt liv med demens i Rudersdal”.

Fokus på aflastning

De nye indsatser sigter bredt og sætter bl.a. fokus på et meningsfuldt hverdagsliv, demensvenlig indretning, information om demens og støtte af familie og venner. En række af indsatserne omhandler udvikling af aflastningstilbud, herunder støttegrupper for pårørende, styrket afløsning i hjemmet samt et fokus på udvikling af flere daghjemspladser og øget mulighed for aflastningsophold. Det centrale fokus på aflastning af de pårørende, har bl.a. resulteret i at kommunen ved hjælp af puljemidler fra Sundhedsstyrelsen nu udvikler udvalgte aflastningstilbud. Åbningstiden på daghjemmet Skovvang er udvidet til kl. 17 fremfor som tidligere til kl. 14:30. Herudover rekrutteres frivillige besøgsvenner i samarbejde med Frivilligcenter Rudersdal, ligesom et gymnastikhold for borgere med demens og et månedligt aftenarrangement for ægtepar er en del af efterårets tilbud.

Formanden for kommunens Social- og Sundhedsudvalg Birgitte Schjerning Povlsen (C), er tilfreds med at demensvisionen allerede nu byder på konkrete indsatser for borgerne og deres pårørende, og understreger samtidig at de gode løsninger også skyldes et tæt og konstruktivt samarbejde med både Ældre Sagen i Rudersdal og Seniorrådet. 

Samarbejde med borgere og foreninger er afgørende

Seniorrådets formand Ib Hedegaard Sørensen byder også de nye tiltag til borgere med demens velkomne og finder, at der er et godt grundlag for et øget samarbejde om nye initiativer på demensområdet:

- Demens er en sygdom, som i meget høj grad påvirker hele familien og netværket omkring borgeren med demens. Vi i Seniorrådet er derfor også meget glade for, at tilbuddene om bl.a. aflastning af de pårørende bliver styrket. Vi glæder os samtidig over samarbejdet med kommunen, hvor vi i vores egenskab som Seniorråd vil blive ved med at arbejde for så gode vilkår som muligt for både de pårørende, men i høj grad også de borgere, som er så uheldige at blive ramt af en demenssygdom, siger Ib Hedegaard Sørensen.

Udbreder det nationale demenssymbol

Udover de nævnte indsatser har kommunen fokus på udbredelse af det nationale demenssymbol, rådgivningstelefonen og digitale fællesskaber på aktivi.dk. På medarbejdersiden er der kontinuerligt fokus på, at medarbejderne har viden og redskaber til arbejdet med demens.  Udvalgte medarbejdere har været på kursus i reaktionsmønstre og demenssygdomme, ligesom kommunens netværk af demensvejledere er blevet styrket. Endelig indgår Rudersdal i et forskningsprojekt med Statens Institut for Folkesundhed, som sætter fokus på de etiske dilemmaer i livet med demens og udvikler redskaber til både medarbejdere og pårørende.