Vejarbejder på Langhaven og Elleslettegårdsvej

På fredag lægger Vejdirektoratet ny asfalt på Langhaven ved motorvejsbroen. Næste uge gælder det Elleslettegårdsvej, hvor ramperne ved afkørsel 12 lukkes i tre dage.

Fredag den 7. oktober lægger Vejdirektoratet ny asfalt på Langhaven omkring motorvejsbroen, og det har en række konsekvenser for trafikken:

  1. For det første skal busstoppestedet over for Rema 1000 laves helt om. Det betyder, at stoppestedet er afspærret i perioden fra onsdag den 5. oktober - lørdag den 15. oktober, begge dage inklusiv. I perioden flyttes stoppestedet midlertidigt tættere på Gl. Holtevej.
  2. For det andet kan bilisterne torsdag den 6. oktober ikke svinge til venstre fra Malmbergsvej til Langhaven, ligesom man heller ikke kan svinge til venstre fra Langhaven til Malmbergsvej. Bussen omlægges væk fra Malmbergsvej.
  3. For det tredje er Malmbergsvej mod Langhaven helt spærret fredag den 7. oktober, da selve asfaltarbejdet på Langhaven udføres her. Det betyder, at den ene køreretning, hvor asfaltudlæggeren kører, spærres. Der begyndes med den side, som vender ind mod Malmbergsvej og Q8-tanken. I denne periode er det trafikken mod øst, der skal køre via omkørsel. Senere på dagen skiftes til den anden side. Her vil det så være trafikken mod vest, der skal køre i omkørsel. I begge situationer kan man benytte Gl. Holtegade og Gl. Holtevej. Busserne 193 og 195 omlægges væk fra Malmbergsvej, Langhaven og Øverødvej (henover motorvejen). I stedet køres via Attemosevej, Egebækvej og Rundforbivej.

Der opsættes snarest skilte for omkørsel.

Ramper lukkes på motorvejen

Mandag-onsdag den 10.-12. oktober lukkes alle fire ramper ved Elleslettegårdsvej (afkørsel 12) fra kl. 9-19. Uden for dette tidsrum kan trafikken køre ”normalt”.

Lukningen skyldes, at Vejdirektoratet lægger ny asfalt på Elleslettegårdsvej - hele vejen op til T-krydset ved Gøngehusvej.

Entreprenøren starter først kl. 9 for at undgå at genere morgenmyldretiden. Hvis dagens arbejde afsluttes tidligere end kl. 19, åbnes ramperne tilsvarende tidligere.