Spring til indhold

Valgdag i børnehøjde

Skal vi klippe vores julehjerter sammen? Eller snemænd? Eller julestjerner? Det skulle eleverne på Rude Skov Skole stemme om den 16. november, da elevrådet afholdt valg om temaet for årets juleklippedag.

Valgplakater, kandidattest og debatprogrammer har været daglig kost i månederne op til kommunal- og regionsvalget 16. november. I år blev valghandlingen sat i børnehøjde på Rude Skov Skole afdeling Høsterkøb, da temaet for den årligt tilbagevendende juleklippedag skulle findes.

Vi har altid et overordnet tema, som alle klippe-klistrer ud fra, og faktisk plejer det at være skolens voksne, der stemmer om og beslutter temaet, fortæller lærer på Rude Skov Skole Pernille Bing og fortsætter:

Men det skal jo være børnene, og ikke os, der bestemmer det, og vi har derfor lavet det om til at være børnenes valg.

Børnenes stemme er vigtig

Klokken er 11, og elevrådet har netop åbnet valgstedet. Skolens elever strømmer ind ad døren, får udleveret stemmeseddel, stiller sig i kø ved et af de to stemmeborde, afgiver deres stemme og afleverer den i en lukket papkasse, før de igen forlader lokalet. Pernille Bing og kollegaen Gurli Høier guider løbende de valgtilforordnede elevrådsmedlemmer i afvikling af valget og taler samtidig med eleverne om, hvad demokrati er.

En valghandling kan være en abstrakt størrelse, især for de yngre elever, men med vores valg i dag bliver det meget konkret og giver anledning til mange gode spørgsmål og snakke – og så er det jo sjovt for børnene at prøve, siger Gurli Høier, og Pernille Bing supplerer:

Vi vil gerne vise børnene, at deres stemme er vigtig, og at de er med til at bestemme, hvad der sker på deres skole, præcis som det er at være en del af et demokratisk samfund.

Sjovt at afholde valg

Klokken nærmer sig 12, valglokalet skal til at lukke, og de sultne vagtilforordnede ser frem til at få talt stemmerne op og få sig noget frokost.

Det har været sjovt og spændende at afholde valg, især fordi det normalt ikke er noget, børn under 18 får lov til. Vi har både hængt valgplakater op, snakket om, hvad et valg er og nu også haft alle inde at stemme, fortæller elevrådsmedlem Izabell Maria Torrandell Heide fra 5.a, mens hun bærer kassen med stemmer over på optællingsbordet.

Efter optællingen, der måtte tages om tre gange, blev det julenisser, der vandt, skarpt forfulgt af flettede julehjerter.