Spring til indhold

Vær med til årets affaldsindsamling

Mød op på lørdag i Bistrup, Holte eller Skodsborg til Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling

På lørdag den 19. september kan du give naturen en hjælpende hånd og være med til at samle affald op. Det sker kl. 10 tre steder i kommunen: På Trafikpladsen i Bistrup, ved rådhuset i Holte og ved Skodsborg Station.

Anledningen er Danmarks Naturfredningsforening store årlige affaldsindsamling, som pga. Corona pandemien i år blev udsat fra foråret til nu - lørdagen markerer samtidig den internationale World Cleanup Day 2020.

Affaldsindsamlingen 2020

I år har DN et særligt fokus på alt skrald, som indeholder plast - dvs alt fra plasticposer, flasker og låg, slikposer, sugerør, engangsbestik og fastfood-emballage – og selvfølgeligt cigaretskoder og meget andet.

Plast er svært at nedbryde

Plastik finder vi overalt fordi det er et fantastisk materiale med mange anvendelsesmuligheder. Det er let og stærkt, men når det havner i naturen er det noget juks, eftersom det tager meget lang tid om at nedbrydes: Fra 15 år for en plastikpose, til 400 år for en plastikflaske og op til 600 år for fiskesnøre.

Med tiden splittes plast til mikroplast som f.eks. ender i maverne på fugle, fisk og pattedyr. Det forurener vores natur og er ekstremt svært at indsamle når det først er blevet til mikroplast.

Cigaretfiltre indeholder plast

Ved sidste års indsamling var der mest fokus på cigaretskodder, og på landsplan blev der fjernet hele 1.500.000 fra vores fælles natur.

Cigaretfiltre indeholder en type plast, cellulose acetat, der tager fra fem til 12 år om at blive nedbrudt i naturen afhængig af, om det er på land eller i havet. I år er fokus for affaldsindsamlingen alt plastik dvs også cigaretskodder og kampagnen #skodfritdanmark kan du læse mere om nedenfor. Selvfølgeligt indsamler vi også alle dåser, pizzabakker og andet skrald vi finder på vores vej.

DN's og kommunens mål er, at også mange børnefamilier stiller op, så vi kan inspirerer vores unge til at blive gode samfundsborgere, der rydder op og fremover smider affald i skraldespanden eller afleverer det til genbrug.

DN Rudersdal og Rudersdal Kommune glæder sig til at tage imod en flok friske frivillige på årets affaldsindsamlingsdag lørdag den 19. september kl. 10. Her kan du samle ind:

  • Skodsborg Station på skovsiden
  • Rådhuset i Holte på pladsen foran
  • Bistrup Trafikplads

Udstyret med gule veste, handsker og poser drager vi fra mødestedet ud til strand, skov og eng. Tilmelding er ikke nødvendig, men tag solidt tøj på og medbring gerne selv et par arbejdshandsker.