Unge i Rudersdal: Grib chancen, og vær med som frivillig på valgdagen

Som noget nyt får unge i Rudersdal Kommune mulighed for at spille en særlig rolle til kommunalvalget tirsdag den 21. november.

Det kræver en særlig støbning, når man skal hjælpe flere tusinde vælgere igennem et valgsted, der lugter svagt af gymnastiksal og fugtige uldfrakker, og være med til at tælle stemmerne op på valgaftenen, mens sveden springer, og lokalpolitikerne står som på nåle for at få resultatet. Stemningen er intens, og humøret højt på demokratiets festdag.

Unge mellem 18 og 23 år, som interesserer sig for politik og samfundsforhold, får nu chancen for at blive frivillige på et valgsted. For første gang i Rudersdal kan 30 unge opleve, hvad der sker bag kulisserne på de ni valgsteder i kommunen, når der afholdes kommunalvalg tirsdag den 21. november.

Johannes Nissen Feldt, som går i 3. G på Nærum Gymnasium, har allerede meldt sig som frivillig: ”Jeg synes, det er en rigtig god mulighed for at opleve en af de helt grundlæggende institutioner i et demokrati og få håndgribeliggjort den her helt basisdemokratiske proces, som vi hører om i nyhederne, hver gang der er valg rundt om på kloden. Det er en enestående chance for at opleve Danmark i valgstemning og så selv at være en del af det," forklarer Johannes.

Unge frivillige styrker demokratiet

Unge frivillige på valgstederne er ét af en række tiltag, som Ung i Rudersdal i samarbejde med kommunens valgsekretariat ruller ud i løbet af efteråret for at styrke de unges valgdeltagelse og indsigt i det lokale demokrati.

”Mange unge er interesserede i politik, men der er desværre ikke helt så mange, der er interesserede i kommunalpolitik og stemmer til valgene. Det vil vi gerne ændre,” forklarer borgmester Jens Ive, som også er formand for Valgbestyrelsen i Rudersdal Kommune.

”Ideen med at have unge frivillige på valgstederne er at give dem indblik i, hvordan et valg er organiseret, og dermed styrke interessen for kommunalvalget blandt dem og deres venner,” fortsætter Jens Ive. ”Vi håber, at det kan medvirke til, at flere unge stemmer den 21. november. Men det er også en del af en mere langsigtet plan for at øge kendskabet til kommunen og det, vi med et fint ord kan kalde demokratisk dannelse, blandt unge i kommunen. Det er vigtigt at vise, at unge også kan få indflydelse, og at deres stemme tæller.”

Sådan bliver man frivillig

Man skal være fyldt 18 år, have bopæl i kommunen og have stemmeret til kommunalvalget. Desuden skal man kunne arbejde fra eftermiddag til sen aften tirsdag den 21. november.

Hvis man gerne vil være på et bestemt valgsted eller sammen med en kammerat, kan man skrive det, når man tilmelder sig, og så vil kommunen forsøge at opfylde ønskerne.

Som frivillig bliver man på forhånd introduceret og vejledt i opgaverne, der spænder vidt fra at sidde ved valgbordene og hjælpe vælgerne til at beregne stemmeprocent og tælle stemmerne op om aftenen. Det eneste, man skal gøre, er at tilmelde sig og sørge for sin egen transport til og fra valgstedet.

Ud over en ganske særlig oplevelse får de unge et fast beløb på 830 kr., som er skattepligtigt, og mad, drikkevarer og snacks i løbet af dagen.

Man kan læse mere og tilmelde sig her senest den 12. oktober:

Tilmeld dig som ung frivillig til kommunalvalget