UEFA har kig på Rudersdal

UEFA søger 4 værtsbyer i Danmark, som hver skal have ét af de 24 deltager-hold boende under Fodbold EM i 2020.

DBU og UEFA finder faciliteterne i Rudersdal Kommune egnede til formålet og har derfor forespurgt Kulturområdet om muligheden for placering af såkaldte Team Base Camp i Rudersdal Kommune.

 

Kultur- og Fritidsudvalget afgående formand Daniel E. Hansen (v) siger om henvendelsen:

“Jeg glæder mig over, at vi i Rudersdal har så gode faciliteter, at vi er i spil som træningsområde i forbindelse med så stor en sportsbegivenhed som EM i fodbold”.

 

Daniel E. Hansen fortsætter:

“Det vil være en kæmpe gevinst for vores kommune at få sådan en aktivitet hertil. Det vil skabe et helt særligt fokus og en helt særlig stemning, som kun er mulig ved helt store sportsbegivenheder. Så det er bare en super god sag for Rudersdal”.

 

UEFA ser store muligheder i Birkerød Stadion i en kombination med Comwell Holte, og er også interesseret i at anvende Rundforbi Stadion som alternativ til Lyngby Stadion og Birkerød Stadion i en kombination med Skodsborg Kurhotel.

 

Brugerinvolvering

Kulturområdet har allerede været i dialog med de foreninger, der forventeligt vil blive direkte berørt på de to stadions: Skjold Birkerød Fodbold, Søllerød Golddiggers, BSV af 2016 samt FC Rudersdal. Foreningerne er positivt stemt bl.a. under forudsætning af at de i perioden kan afvikle deres træning og kampe i passende rammer.

 

Onsdag den 29. november besluttede Kultur- og Fritidsudvalg på deres udvalgsmøde at Kulturområdet bemyndiges til at indgå aftale med UEFA og DBU om placering af Team Base Camp på Birkerød Stadion og/eller Rundforbi Stadion.

 

Kulturområdet vil tage sagen op til videre drøftelse i de respektive brugerråd på de berørte idrætsanlæg.

 

Baggrundsstof

Fodbold EM 2020 vil blive afviklet samtidigt i 13 europæiske lande.

Hvert af de 24 deltagende landshold skal vælge én Team Base Camp i ét af de 13 værtslande, hvor de så skal bo og træne i op til 6 uger i perioden 01.06.-15.07.2020.

Der er en lang række kriterier som skal opfyldes for at komme i betragtning som en Team Base Camp. Det gælder både træningsfaciliteterne samt til hotellet.

Team Base Camps ønskes placeret tæt på Telia Parken og Københavns Lufthavn, da der under EM skal afvikles 4 kampe i Danmark – alle i Telia Parken.

DBU har præsenteret UEFA for emner til Team Base Camp i Danmark, og UEFA har herefter tilkendegivet, at de gerne ser 3 kombinationer, heraf disse i Ruderdal Kommune:

- Comwell Holte og Birkerød Stadion

- Skodsborg Kurhotel og Lyngby Stadion, alternativt Rundforbi Stadion