Udviklingen med spritkørsel i Rudersdal går i den rigtige retning

Antallet af registrerede uheld, hvor alkohol spillede ind, er lavt i Rudersdal Kommune. Alligevel er det vigtigt at sætte fokus på, hvor farligt det er at køre spirituskørsel. Derfor minder Rudersdal Kommune, Rådet for Sikker Trafik og politiet alle om at lade bilen stå, når de har drukket alkohol.

I de kommende uger vil en meget stor del af danskerne holde ferie i Danmark. Det kan betyde tusindvis af sociale sammenkomster såsom grillmiddage, strandture og havefester.
Sommerhyggen får ofte følgeskab af kolde øl, velsmagende drinks eller et par gode flasker vin.

Det gør det aktuelt at minde om, at har man drukket alkohol, bør man lade bilen stå.

Heldigvis går det den rigtige vej i Rudersdal, hvor tallene for spritkørsel er små. En statistik for antal politiregistrerede uheld de sidste fem år viser, at antallet af spiritusuheld fra 2018 til 2019 faldt med et enkelt fra fire til tre.

Statistik for uheld i Rudersdal Kommune 2015-2019

Ingen af de tre spiritusuheld i 2019 resulterede i personskade.

- Jeg er glad for, at udviklingen i Rudersdal Kommune går i den rigtige retning, og ingen kom til skade i trafikken i 2019 som følge af alkohol. Men når det sker, er selv en enkelt tilskadekommen som følge af spirituskørsel stadig en for mange, siger Court Møller, formand for Miljø- og Teknikudvalget. Derfor støtter jeg til fulde, at kommunen igen i år deltager i den landsdækkende kampagne. Spirituskørsel kan på ingen måde forsvares, og alle har et ansvar for at være med til at forhindre, at det sker.

Sidste sommer sigtede politiet 864 personer for spritkørsel i løbet af fem ugers kontrol i juni og juli. Alene i Nordsjællands politikreds blev 62 personer sigtet for spritkørsel hen over sommeren.

På landsplan var der i 2019 alkohol involveret i hver 5. dødsulykke i trafikken.

For mange tager chancen

Denne sommer sætter politiet også ind med kontrol, og samtidig gennemfører Rudersdal Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden kampagnen “Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?”.

Formålet med kampagnen er at minde folk om, at de kan være med til at forhindre spritkørsel ved at spørge deres gæster, hvordan de kommer hjem efter festen.

- Alt for mange bilister tager chancen og kører, selv om de er i tvivl om deres promille. Det er hamrende farligt, og det er derfor vigtigt, at omgivelserne også hjælper med til at forhindre, at det sker. Så før du serverer vin, øl eller drinks for dine gæster, så spørg dem lige, hvordan de kommer hjem. Det tvinger dem til at tage stilling til, om de skal drikke eller køre, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Se spritkampagnen ”Der er mange måder at stoppe spritkørsel på. Hvad er din?”:

https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/stop-spritkoersel

Inden for det seneste år har 5 pct. af kvinderne og 11 pct. af mændene kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden blandt 4.519 personer.

Gode råd: Stop altid en fuld ven, der vil sætte sig bag rattet

Det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun egentlig har drukket. Men husk på, at hver gang du forhindrer en anden i at blive spritbilist, gør du vedkommende en stor tjeneste. Her får du syv gode råd:

  • Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  • Tilbyd overnatning
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114