Udvalg på besøg hos prisvinder

Erhvervsudvalget besøgte for nylig årets vinder af Rudersdal Erhvervspris, nemlig hich tech-virksomheden Delta Optical Thin Film.

”Vi bidrager til at løse verdens sygdomsproblemer” Sådan lyder visionen for virksomheden DOTF, eller Delta Optical Thin Film, med CEO Poul Svensgaard i spidsen. Det er store ambitioner for den højteknologiske virksomhed med domicil i DTU Science Park i Hørsholm.

Men de farvede, optiske filtre, der skippes i små kasser ud af virksomheden i stigende takt - mest til globale kunder – er faktisk med til bl.a. at løse kræftgåden og andre livstruende sygdomme. Filtrene bruges bl.a. i mikroskoper i den medicinske forskning verden rundt og med stadig udvikling inden for området kan mikroskopernes filtre opdage mere og mere og gøre flere og flere mennesker raske.

Virksomheden har 18 fuldtidsmedarbejdere ansat, fortrinsvis ingeniører, fysikere og teknikere og producerer i treholdsskift fem dage om ugen. DOTF forventer i 2020 at flytte til nyt domicil, stadig inden for kommunen.

- Vi er meget glade for erhvervsprisen fra kommunen, som er med til at sætte spot på vores produkt og vores virksomhed. Lige nu har vi behov for større, renere og helt partikelfri rum og planlægger nyt domicil, som også bliver i kommunen. Vi ligger godt i Rudersdal, lige midt i ’hich tech sweet spot’ med DTU som nabo, så vi kan tiltrække kvalificeret arbejdskraften lokalt. Det er også vigtigt for os at signalere, at vi er en ’grøn’ virksomhed, der ikke sviner, og har øje for, hvordan vi fx kan bruge solceller til at producere strømmen, som vi er storforbrugere af i vores produktion, siger CEO Poul Svensgaard.

Formanden for Erhvervsudvalget Randi Mondorf kvitterer:

Det er super spændende med en lokal virksomhed, der opererer globalt og med så ædelt et formål som sygdomsbehandling. Jeg er som erhvervsudvalgsformand glad for, at så vigtig en virksomhed vælger at ekspandere her i kommunen og kan se fordelene i en god infrastruktur og let adgang til forskningsmiljøer og den rette arbejdskraft, siger Randi Mondorf.

Mere om Delta Optical Thin Film

Delta Optical Thin Film blev grundlagt i 2015, og den primære aktivitet er udvikling og fremstilling af kundespecifikke optiske filtre. Filtrene indgår som kritiske nøglekomponenter i instrumenter, der især anvendes inden for medicinsk forskning og diagnostik. Eksportandelen er på ca. 95 pct. af omsætningen og virksomheden har kunder i Europa, USA og flere asiatiske lande.

Se video, hvor Poul Svensgaard præsenterer virksomheden https://dreambroker.com/channel/pco28hmd/jlw3fkis