Træer plantes igen ved Trørød Torv

Det har desværre været nødvendigt at fælde flere træer end planlagt langs Rundforbivej ved Trørød Torv. Der skal dog plantes træer igen.

I forbindelse med renovering og forskønnelse af området ved Trørød Torv er alle træer blevet gennemgået systematisk, og de har desværre været i en dårligere stand end forventet, da planerne for forskønnelse af centerområdet blev lagt.

Et af tiltagene i forskønnelsen af Trørød Torv var at åbne op og fælde omtrent hvert andet træ for at skabe bedre ind- og udsyn i det samlede område. Men den plan har vist sig ikke at kunne holde, da træerne var syge og dårligere end forventet. Da det første træ blev fældet, udviste det tegn på råd inden i stammen og derfor har det af sikkerhedsmæssige årsager været nødvendigt at fælde flere træer med tegn på mistrivsel, nemlig med døde grene og meget mos på barken. Planen er at plante, hvad der svarer til ca. hvert andet træ igen.

 Erik Mollerup, formand for Bycenterudvalget siger:

 -          Det er rigtigt kedeligt, at det har været nødvendigt at fælde så mange af træerne. Det er kommet på tværs af planerne for forskønnelsen af torvet, og det er klart, at vi vil sørge for at plante nye træer på baggrund af en ny plan, der kan løfte det visuelle indtryk af torvet.

Læs mere om de samlede planer for torvet: Trørød Torv bliver smukkere