Traditionsrigt julemarked søger nye veje

Der var liv, lys og mange gæster, da Værkstederne ved Rude Skov i Birkerød åbnede dørene til det traditionsrige julemarked i weekenden. Tradition er tradition, men Værkstederne vil også gerne invitere flere ind til nye aktiviteter og samarbejder i fremtiden.

Allerede fra tidlig formiddag var der gang i handlen, da Værkstederne ved Rude Skov afholdt julemarked, som traditionen tro bliver afholdt hvert år om lørdagen den første weekend i advent. Værkstederne danner rammen om beskæftigelse for borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som producerer juledekorationer, stearinlys, grydelapper, glaskunst, perlekurve, nissemænd og meget andet med jul på til det populære julemarked.

Julemarkedet er altid godt besøgt og i år er ingen undtagelse, fortæller gartner og medarbejder Annette Gregersen, som med glæde så juledekorationerne blive revet væk:

”Vi har haft travlt fra kl 10, hvor vi åbnede, og der har været meget rift om vores ting. Heldigvis har alle i gartneriet været super gode til at hjælpe, så vi har fået kreeret rigtig mange dekorationer”, fortæller Annette Gregersen.

 

 

Gæsterne er aktive deltagere

I år har gæsterne også haft mulighed for at lave snobrød og få varmen ved bålet. Julemarkedets gæster bliver dermed til aktive deltagere, hvilket Værkstederne ifølge centerleder Jens Peter Sorring gerne vil have mere af:

”Udviklingen af nye tiltag og initiativer er en af grundstenene i vores arbejde, og det er væsentligt, at vi følger med tiden og udvikler os”, forklarer centerlederen, som derfor også altid er på udkig efter nye samarbejder i lokalområdet.

 

Åben for nye forslag

”Det er vigtigt for vores brugere, at de er en del af samfundet, hvilket både julemarkedet, åbent hus og lignende aktiviteter giver mulighed for. Derfor søger vi også permanent muligheder for at udvikle aktiviteter og arrangementer i samarbejde med andre udenfor Værkstederne, siger Jens Peter Sorring og fortsætter, ”De private beboere i Ebberød-området eller Birkerød har måske også nogle aktiviteter, som de går og sysler med – og de er meget velkomne til at komme og byde ind med forslag. Det kan fx være et stort fælles loppemarked eller en udvidelse af julemarkedet med nye aktører og deltagere. Vi får altid masser af gæster, vi har pladsen og gode faciliteter – så vi er meget åbne for nye tiltag og forslag, siger Jens Peter Sorring, som er overbevist om, at en gensidig udveksling af kompetencer, faciliteter og ideer vil være en win-win situation for alle i Ebberød-området.