Sol, sommer og cykelkraft til og fra arbejde

Sol og sommer er over os og du har måske allerede overvejet at skifte bilen ud med cyklen, nu turen kan foregå med fuglefløjt i grønne scenerier, med en god podcast i ørene eller i lyntempo på en supercykelsti.

Med et bredt netværk af sikre cykelstier, pendlervenlige ruter, mange muligheder for skift til offentlig transport og gode forhold for cykelparkering ved S-tog stationerne, er det oplagt at tage cyklen til og fra arbejde i Rudersdal kommune.

Rid på den grønne bølge

En rask cykeltur til arbejdspladsen eller den nærmeste station giver både øget koncentration, når du rammer arbejdspladsen, et bedre helbred og du er med til at gøre en forskel for miljøet. Når du cykler udleder du nemlig ikke CO2 og kombinerer du cykelturen med offentligt transport, mindsker du dit CO2 aftryk betydeligt.  Derfor har vi i Rudersdal Kommune de seneste år arbejdet på at gøre det nemmere, hurtigt og mere sikkert for dig at tage cyklen til og fra arbejde eller til nærmeste station.

Det er sket med udvidelse af cykelstinetværket i og gennem Rudersdal Kommune, ved at opføre flere cykelparkeringspladser tæt på s-togstationerne og ved at bakke de fysiske tiltag op med kampagner, der opfordrer dig til at tage cyklen.  Fx kan du nu cykle på Allerødruten, en såkaldt super cykelsti, specielt dedikerede til pendlere, der løber mellem København og Allerød, tæt på S-togsstationerne i Allerød, Birkerød, Holte, Virum og Sorgenfri og store arbejdsplaser, som Ikea og Dong.

‌Læs mere om den pendlervenlige super cykelsti Allerødruten.‌

Se kort over super cykelsti Allerødruten.​

Kommunens arbejde med at gøre det hurtigere, nemmere og mere trygt at tage cyklen sker bl.a. på baggrund af vores klima- og energipolitik, hvor vi har fokus på hvordan vi i fælleskab skaber grøn omstilling i Rudersdal. Du kan læse mere om politikken og de initiativer der er taget på baggrund af den, på vores nye grønne portal.

‌Gå til Grøn portal.‌

Gå til interaktivt kort over Rudersdal Kommune, hvor du kan se alle cykelstier i kommunen.

For at se cykelstierne skal du i kortets menu vælge ’Natur kultur og fritid’, herefter ’Brug naturen’ og til sidst ’Cykelruter’.