Sådan får du succes med eksport

Kun ca. hver tyvende danske virksomhed formår at afsætte deres produkter til udlandet. Mere præcist er det bare 6 procent af virksomhederne, der har knækket koden til eksport. Men hvad er det det, de kan, den lille del af de danske virksomheder, der lykkes? Det havde 60 danske virksomheder sat eftermiddagen af til at blive klogere på torsdag den 4. april, hvor Ruderdal Kommune i samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden havde inviteret regionens virksomheder til arrangementet ’Få succes med eksport’.

Erhvervs-arrangementet om eksport er det seneste i rækken af tema-arrangementer for erhvervslivet, som foregår i Rudersdal Kommune. 

Borgmester Jens Ive udtaler:

Vi ønsker at understøtte virksomhedernes udvikling, både Rudersdals egne virksomheder, men også de virksomhederne i resten af regionen, som udgør 70 procent af arbejdspladserne for Rudersdals borgere, og som de pendler ud til hver dag for at arbejde.

Formand for kommunens erhvervsudvalg, Randi Mondorf, er på linje:

Vi vil gerne bidrage med at facilitere arrangementer, som kan skabe viden og netværk for virksomhederne. Det store fremmøde og den tydeligvist livlige udveksling af visitkort viser, at virksomhederne efterspørger det.

Succesvirksomheder er særligt produktive

Professor Philipp Schröder fra Aarhus Universitet er forfatter til bogen’ Eksportens DNA’ og har i flere år analyseret, hvad der er de 5 særlige kendetegn for den andel af danske virksomheder, der har succes med eksport. For det første deltager de i eksportnetværk eller rådgiver sig med eksport-specialister. Schröder gav som eksempel, at det altså gælder om at alliere sig med nogen, der har forstand på fransk madkultur, før man overvejer at sælge leverpostej i paté-spisernes eget land. De øvrige kendetegn for danske virksomheder med eksportsucces er, at de har ansatte med eksport-erfaring, de formår at afsætte deres varer dyrere, fordi de differentierer deres produkter fra konkurrenternes, de har styr på deres omkostninger i alle led og endelig er de særligt produktive.

Jens Ive kommenterer:

Netop høj produktivitet er særligt for virksomhederne i Rudersdal Kommune. Vores virksomheder er faktisk så højproduktive, at de ligger på en 3. plads i forhold til resten af Danmark. Det undrer mig dog ikke, da Rudersdal generelt har flere eksportvirksomheder end de omkringliggende kommuner – og vi vil gerne bidrage til at få flere med på den attraktive eksportvogn.

 

To succesfulde eksport-virksomheder fra regionen delte deres erfaringer med, hvad der var gået godt og mindre godt i deres arbejde med eksport. Oplæggene kom fra Lyngby-virksomheden Medilink, der sælger receptpligt medicin og medicinsk udstyr i 10 EU-lande og Birkerød-virksomheden Siccadania, der eksporterer inddampning og spraytørrings-udstyr til bl.a. fødevareindustrien over hele verden.