Rudersdal sender julestemning til Grønland

Nu kan juletræet tændes i Alluitsup Paa (Sydprøven). Traditionen tro har Rudersdal Kommune i år sendt en varm julehilsen i form af et juletræ til julemandens land – nærmere bestem Alluitsup Paa (Sydprøven) i Grønland, som hører under Grønlands sydligste kommune Kujalleq.

Den lille bygd Alluitsup Paa (Sydprøven) med dens ca. 300 indbyggere glæder sig hvert år over denne kærkomne hilsen fra Danmark, som lyser op i det lille grønlandske samfund og er med til at bidrage til julestemningen.

 

Juletræet begyndte sin lange rejse med skib sidst i oktober og den 17. november nåede det frem til bygden Alluitsup Paa. Det er firmaet Royal Arctic Line, som har stået for transporten. Royal Arctic Line, som er livlinen til det grønlandske samfund, har i år sponsorere transporten, som er en bekostelig affære. Dermed har det atter været muligt at glæde den lille grønlandske bygd.

 

Den 1. søndag i advent tændes træet i Alluitsup Paa.

 

Fakta om Alluitsup Paa (Sydprøven)

Bygden er grundlagt i 1830, og bygdens grønlandske navn betyder ”Mundingen ved stedet, der mangler sælåndehuller”. Alluitsup Paa er i dag en bygd med ca. 300 indbyggere. Rudersdal Kommune har en forening ’Sydprøvens Venner’, hvis formål er at øge kendskabet til grønlandsk kultur, samfund og natur. Foreningen understøtter venskabsrelationer mellem Alluitsup Paa og Rudersdal og har samlet legetøj og gennem årene stået for at arrangere ophold for grønlandske børn og unge i Rudersdal.