Rudersdal opretter Grønt Råd

Kommunen opretter et Grønt Råd for at styrke dialogen med borgere, interesseorganisationer og foreninger om natur- og miljøspørgsmål.

I det Grønne Råd kan kommunen udveksle viden og ønsker til udviklingen af natur, miljø og friluftsliv med lokale borgere, organisationer og foreninger.

”Vi er glade for at få styrket samarbejdet med de forskellige interessenter på det grønne område med oprettelsen af et Grønt Råd. Vi har allerede en tæt dialog med mange af foreningerne og organisationerne, men et Grønt Råd vil gøre kontakten endnu bedre,” siger Court Møller (R), formand for Miljø- og Teknikudvalg, som også bliver formand for det Grønne Råd i kommunen.

I det Grønne Råd vil Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Handicaprådet og relevante grundejerforeninger være repræsenteret.