Rudersdal Kommune vinder kulturprisen Con Amore

Rudersdal Kommune har fået en flot anerkendelse for at skabe de bedste vilkår for amatørkulturen på det nyligt afholdte Kulturmøde på Mors.

Kulturområdet i Rudersdal Kommune vandt fredag Con Amore Kulturprisen, der i år for femte gang blev uddelt ved en festlig event på Kulturmødet på Mors. Con Amore Kulturpris, der er stiftet af AKKS - Amatørernes Kunst & Kultur Samråd og DATS - Dansk Amatør Teater & Scenekunst, sætter positivt fokus på de kommuner, der skaber de bedste vilkår for amatørkulturen.

Prisen blev overrakt til en glad formand for Folkeoplysningsudvalget i Rudersdal, Jens Darket (V), der bagefter udtalte:

"Vi er både glade og stolte over prisen i Rudersdal Kommune. Den giver inspiration og motivation til det videre arbejde, og så skal der lyde en kæmpe tak til Nada Naanaah og Dansk-Syrisk Kulturforening for at indstille os til prisen."

Gode rammer for amatørkulturen

Rudersdal vandt i et tæt opløb med Albertslund og Vejle. De tre kommuner har ifølge juryen alle skabt gode rammer for amatørkulturen med fokus på velegnede faciliteter, en kulturpolitik, der prioriterer amatørkulturen samt et lydhørt og behjælpeligt medarbejderteam, men særligt for Rudersdal gælder det, med juryens ord, at:

"Rudersdal Kommune har en dynamisk og ambitiøs kulturpolitik, som tilgodeser alle lokalområderne i kommunen. Der satses både på mangfoldighed og kvalitet. Man har bl.a. et amatørsymfoniorkester, en kulturklub, kårer ’Årets Kunstner’, afholder årlige dialogmøder med den kulturelle forvaltning og stiller velegnede kulturfaciliteter til rådighed for en bred vifte af amatørkulturelle foreninger."

Som frivillig får man stor hjælp

Indstiller Nada Naanaah er selv er meget aktiv som frivillig i Rudersdal, og lægger et stort arbejde i foreningen Dansk-Syrisk Kulturforening. I foreningens indstilling blev kommunens unikke kulturfaciliteter og indsatser fremhævet: ”Kort sagt, som borger i Rudersdal Kommune er man så privilegeret, at man hver dag året rundt har mulighed for at gøre brug af en af de mange kulturelle aktiviteter.”

Og det var en stolt og rørt indstiller, der kunne fortælle, hvordan hun reagerede, da det var Rudersdal Kommune, der blev kaldt op på scenen for at modtage den fornemme pris:

”Jeg var meget, meget glad og taknemmelig. Med min indstilling af Rudersdal Kommune til modtager af Con Amore prisen, ønskede jeg at sige tak til kommunen for at have modtaget Dansk-Syrisk Kulturforening med kærlighed. Jeg har aldrig fået et ”nej”, og jeg har altid haft en god kommunikation og stor imødekommenhed fra personalet på Kulturcenter Mariehøj. Kommunen er generelt meget åben og positiv i forbindelse med integration, og som frivillig får man stor hjælp”.

Et flot fundament at fortsætte på

Kulturchef i Rudersdal Kommune, Birgit Hoé Knudsen, der også var med på Kulturmødet på Mors, var også overordentlig tilfreds:

"Nu skal vi b.la. sikre, at vi fortsætter på den positive klinge, står på det flotte fundament og den flotte anerkendelse og sikrer fortsat udvikling til gavn og glæde for kommunens borgere og kulturliv," sagde hun.

 

Jens Darket og Nada Naanaah

 

Foto: Formand for Folkeoplysningsudvalget i Rudersdal, Jens Darket med indstilleren Nada Naanaah fra Dansk-Syrisk Kulturforening