Hop til hovedindhold
Nyhed

Rudersdal Kommune hjælper DTU Science Park på vej mod certifikat i bæredygtighed

Som led i den grønne omstilling overdrager kommunen ansvaret for 28 gadelamper i DTU Science Park til forskerparken.

Som led i DTU Science Parks bestræbelser på at blive certificeret inden for bæredygtighed er det aftalt, at Rudersdal Kommune overdrager ansvaret for omkring 28 gadelamper til forskerparken.

Det sker i et fælles projekt mellem Rudersdal Kommune, DTU Science Park og Andel Lumen, som er kommunens samarbejdspartner og leverandør af gadebelysning.

Overdragelsen af de 28 gadelamper, som Rudersdal Kommune har ansvaret for, skal ses i sammenhæng med, at DTU Science Park udskifter sine ca. 300 udendørslamper med moderne LED-lys som led i energioptimering. Det var et ønske fra forskerparken, at belysningen i området blev ensartet og energioptimeret.

Overdragelsen er mulig, fordi vejene har status som private fællesveje.

Økonomisk besparelse

Gevinsterne er flere: Med overdragelsen af de 28 lamper sparer kommunen mere end 250.000 kr., der ellers skulle have været brugt på at modernisere lamperne. Med overdragelsen kan der i stedet moderniseres andet gadelys i kommunen. I 2024 vil 97 pct. af Rudersdal Kommunes 12.600 gadelamper være moderniseret til energibesparende LED-lys.

Desuden sparer kommunen årligt ca. 7.500kWh el ved at lade driften af de 28 gadelamper overgå til DTU Science Park, svarende til en årlig driftsbesparelse på ca. 20.000 kr. Den årlige CO2-udledning er på baggrund af moderniseringen faldet med ca. 744 kg CO2 svarende til en 87 pct. reduktion på de pågældende lamper.

DTU Science Park styrker sin grønne profil, forbedrer sit CO2-regnskab og tager endnu et skidt hen imod at blive certificeret efter den såkaldte DGNB-standard, en certificeringsordning målrettet byggeri, bygninger og byområder, som bygger på FN’s definition af bæredygtighed.

Med overdragelsen er det fremover forskerparken, der står for vedligeholdelse og den fremtidige drift af lyset. Men det er stadig Rudersdal Kommune som vejmyndighed, der skal sikre, at belysningen er tilstrækkelig og fungerer ift. trafiksikkerhed og almindelig tryghed.

Den fremtidige drift af gadelyset i DTU Science Park vil derfor følge den kvalitet, som gælder for kommunens øvrige gadelys.