Rudersdal hjalp virksomheder til mere digital teknologi

62 direktører og bestyrelsesformænd fra Regionens allermest vækstpotentielle fremstillingsvirksomheder deltog d. 30.10 i konferencen Industri 4.0 om digital transformation, arrangeret af Væksthuset og Rudersdal Kommune.

Borgmester Jens Ive bød velkommen:

- Der er et stort vækstpotentiale især blandt de små og mellemstore virksomheder, og vi håber, at denne konference kan være startskuddet til at flere fremstillingsvirksomheder har mod på at adoptere ny teknologi for en bedre og mere smidig hverdag, siger Jens Ive.

Dagen bød på et tætpakket program med hele 10 indlæg fra eksperter i digitalisering - lige fra, hvad der rør sig digitalt på den globale klinge til mere håndfast viden, om hvordan robotter kan hjælpe virksomhederne med en bedre forretning.

Oplægget fra IBM, der har hovedkontor i Rudersdal Kommune, var en konkret håndsrækning til virksomheder, der lige er begyndt på den digitale rejse og som gerne vil videre:

- Vi har et tilbud til virksomhederne, som vi kalder Garage Method, hvor vi simpelthen hjælper – også de helt små produktionsvirksomheder – med at se fx om deres produktion kan optimeres, om en digital transformation kan gøre forretningen bedre, siger oplægsholder og direktør Claus Klint fra IBM.

Martin Christensen, direktør i Rudersdal-virksomheden Accofluor, der fremstiller tætningsløsninger, var glad for inspirationen på konferencedagen:

- Jeg går inspireret herfra med konkrete ideer til, hvordan jeg kan digitalisere min forretning, fx med cobots, der kan lette arbejdsgangene og gøre dem hurtigere, så jeg kan producere mere, siger Martin Christensen.

Se videosammendrag fra erhvervskonferencen, hvor du kan se, hvad virksomhedsleder Martin Christensen ellers tog med sig fra dagen. I videoen optræder også borgmester Jens Ive, erhvervsudvalgsformand Randi Mondorf og direktør Claus Klint fra IBM.