Spring til indhold

Lån en le og slå et slag for biodiversiteten

Det gamle danske høstredskab er så småt ved at få en renæssance – Danmarks Naturfredningsforening samarbejder nu med Rudersdal Kommune om le-redskaber.

I vores gennemdigitaliserede hverdag er et godt gammelt 100 pct. manuelt landbrugsredskab ved at få en renæssance.

Op til slutningen af 1800-tallet var leen det dominerende høstredskab i Danmark, indtil mekanikken begyndte at tage over. Men nu er ”de gamle dyder” og traditionelt håndværk på vej ind i varmen igen – måske som en kærkommen mulighed for fordybelse og ro i en travl verden.

I 2017 blev der afholdt en større le-festival i Lejre med mere end 100 deltager i alle aldre, og i naturplejen begynder man nu også at se høstredskabet som et alternativ til mere moderne metoder.

Mere biodiversitet

Hvis man gerne vil have mere biodiversitet på enge, overdrev, i sin egen have eller på åbne fællesarealer, er leen et uovertruffent redskab.

På denne baggrund har Danmarks Naturfredningsforening i Rudersdal (DN) kontaktet Rudersdal Kommune med forslag til samarbejde om le-redskaber.

Det betyder, at kommunen nu har indkøbt et antal redskaber, som for nylig blev overdraget til DN. 

Hvis du gerne vil prøve kræfter med - og låne en - le, kan du kontakte den lokale formand for DN, Mikael Sundby, mikael.sundby@gmail.com.

Med et par leer i mindre størrelse kan de lidt større børn også være med.

Sjovt og sundt og godt for en øget mangfoldighed af arter

”Det er det let, sjovt og sundt at slå med le, og så er det en stor tilfredsstillelse at se naturen udvikle sig år efter år ”, siger Mikael Sundby.

Filosofien bag nytten af le-slåning er, at man fjerner den eksisterende vegetation, der typisk består af stride græsser, brændenælder og tidsler, for at gøre området mere næringsfattigt.

Efterfølgende begynder de mere farvestrålende blomster, og hvis man er heldig, lidt mere sjældne arter, at dukke op, hvorefter der forhåbentlig følger et mylder af sommerfugle, bier og andre insekter.