Peter Lund Madsen om hjernen og demens i Rudersdal

En aften i maj var 350 rudersdalere samlet omkring et alvorligt emne, nemlig demens, som flere og flere rammes af. Gæsten var hjerneforsker Peter Lund Madsen, der holdt et indlevende og humoristisk foredrag om hjernens veje og vildveje.

Kultursalen på Mariehøjcenteret var fyldt til sidste stol, da hjerneforsker Peter Lund Madsen holdt sit underholdende foredrag Hjernen og Demens. Aftenen indledtes med velkomst fra Birgitte Schjerning Povlsen, der som formand for kommunens Social- og Sundhedsudvalg satte foredraget i ramme som startskud til udvikling af en demensstrategi i kommunen:

- Hvem er jeg, når jeg mister mig selv? ”Jeg er Jens med demens, men jeg er Jens i mens”, sagde Birgitte Schjerning og fortsatte: Vi har tårnhøje ambitioner med vores demensstrategi, som vi udvikler sammen med borgerne. Vi har allerede arbejdet meget med at skabe gode forhold for mennesker med demens, men vi kan gøre endnu mere – så vi hele tiden matcher de udfordringer borgerne står med, sagde Birgitte Schjerning Povlsen.

Et stykke forprogrammeret automatik
Og så gik det ellers slag i slag med at forklare, hvordan hjernen egentlig fungerer.

- En del af vores hjerner fungerer som krybdyrshjerner, der absolut ikke kan lære noget som helst. Den del af hjernen kan kun tre ting, nemlig æde, slås og parre sig. Det er et stykke forprogrammeret automatik, sagde Peter Lund Madsen.

- Der, hvor mennesket er overlegent i forhold til andre arter, er med vores sociale intelligens, og her taler vi om den smukkeste del af hjernen, nemlig pandelapperne. Det er virkelig her, at hjernen kommer på et yderst kompliceret stykke arbejde: evnen til at samarbejde, evnen til medfølelse, evnen til at sætte sig ind i, hvordan det er at være en anden person. Og lige præcis her kan de første tegn på demens vise sig, sagde hjerneforskeren.

- Min far var ramt af demens, og bagefter kan jeg se, at de tidlige tegn var, at han trak sig tilbage i sociale situationer. Evnen til at glide ind i sociale sammenhænge, det er dybt komplekst, og her er hjernen virkelig på arbejde, sagde Peter Lund Madsen.

Fortsæt med at stimulere hjernen
Et godt råd til de mange fremmødte var også at blive ved med at træne hjernen, der er et fantastisk konstruktionsværk, som er under konstant forandring og skal stimuleres.

- Den bedste hjernetræning er social kontakt, det er den gode nyhed. Så gå ud blandt andre og hyg jer! Og så kommer der den lidt mere kedelige del, nemlig at man også skal lunte lidt. Motion og uforstyrret nattesøvn er også med til at holde hjernen i orden, hvis man vil forebygge demens.

Forskeren huskede også forsamlingen på, at demensen ikke kun er mørke, lange år forude, men også år med god mental funktion. At det i høj grad handler om skabe en god tilværelse med demens. Et arbejde som kommunens demensstrategi nu skal sikre. Demensstrategien udvikles i samarbejde med Seniorrådet, DemensNetværk Rudersdal og Ældre Sagen i Rudersdal.