Partnerskab skal tiltrække udenlandske talenter

Rudersdals virksomheder får hjælp til at hente eftertragtet international arbejdskraft til kommunen.

I disse år er mangel på kvalificeret arbejdskraft en afgørende barriere for vækst og udvikling hos regionens virksomheder. Derfor har Erhvervsudvalget i Rudersdal nu indgået en partnerskabsaftale, der skal give kommunens virksomheder adgang til en række rekrutterings-services, som de kan bruge til at få fat i de eftertragtede udenlandske talenter.

Aftalen er indgået med den erhvervsdrivende fond Copenhagen Capacity, som via en infrastruktur af rekrutterings-værktøjer arbejder for at tiltrække og fastholde internationale talenter.

Erhvervsudvalgets formand, Randi Mondorf, forklarer om formålet med aftalen:

’Som kommune vil vi bidrage dér, hvor vores virksomheder har behovet. Lige nu råber de på kvalificeret arbejdskraft, så derfor har vi budt os til hos Copenhagen Capacity. Med aftalen vil vores virksomheder blandt andet få adgang til at deltage i karriereevents i udlandet og i danske karriereevents, som skal motivere internationale studerende til at blive boende i Danmark efter studierne.’

Virksomhederne har allerede adgang til en del rekrutteringstilbud hos Copenhagen Capacity, men med aftalen vil nye redskaber komme til. En målrettet formidlingsindsats over for virksomhederne om Copenhagen Capacitys eksisterende og kommende værktøjer skal øge kendskabsgraden til mulighederne.

Copenhagen Capacity er blandt andet finansieret af Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet. Rudersdals samarbejdsaftale med fonden er muliggjort af et udviklingsarbejde i form af et projekt, hvor fonden vil skabe nye rekrutterings-services via en større forståelse for virksomhedernes konkrete behov. Projekt løber fra 1. august og frem til 30. september 2020.