Nyt klubhus til Sigma Swim i Birkerød

Sigma Swim i Birkerød kan nu se frem til endnu bedre klubfaciliteter ved Birkerød Svømmehal. Kultur- og fritidsudvalget har med Kommunalbestyrelsens opbakning besluttet at støtte op om projektet.

Sigma Swim Birkerød, der har eksisteret siden 1998 som eliteklub, har gennem et stykke tid ønsket sig bedre klubfaciliteter, da den nuværende klubhuspavillon er udtjent. Det nye klubhus bliver på ca. 70 m2 og placeres, hvor den nuværende pavillon er opsat i dag eller alternativt på bagsiden af den gamle svømmehal. Det nye klubhus skal danne samlingspunkt for foreningens medlemmer samt huse foreningens administration. Et styrketræningsrum genplaceres et andet sted på Birkerød Idrætscenter.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets formand Daniel E. Hansen (V) siger:

”Der er i Rudersdal Kommune mange dygtige idrætsudøvere og klubber, som gør et fantastisk stykke arbejde for at støtte op om idrætten. Med bedre klubfaciliteter til Sigma Swim Birkerød får vi også mulighed for at støtte idrætten inden for svømning – og det glæder mig meget”.
 

Partnerskab

Sigma Swim finansierer selv halvdelen af udgifterne til det nye klubhus, mens Rudersdal Kommune finansierer den anden halvdel.

 

Klubdirektør i Sigma Swim Mia Hyldahl fortæller:

”I Sigma Swim Birkerød glæder vi os meget over dette partnerskab og ser frem til vores nye faciliteter. Klubbens sociale liv har stor betydning for os, så vi håber disse nye lokaler vil skabe rammerne for mange gode aktiviteter på tværs af vores aktive medlemsgrupper. Også for klubbens personale har det stor betydning og vil give et betydeligt bedre arbejdsmiljø.”

 

 Mia Hyldahl fra Sigma Swim fortsætter:

”Som et af Danmarks førende svømmemiljøer med både fokus på bredde- og elitesvømning, arbejder vi altid målrettet for at skabe de bedste forhold for vores atleter. Forhåbentlig kan disse nye rammer være til gavn for alle vores medlemmer – uanset alder og svømmeniveau. Vi glæder os meget.”

 

Formand for Kultur- og fritidsudvalget Daniel E. Hansen (V) tilføjer: 

”Vi får med det nye klubhus forbedret rammerne omkring en rigtig, rigtig stærk og velfungerende forening i Birkerød Svømmehal til glæde for foreningens knap 2.000 medlemmer i alle aldre, og vi tilgodeser både bredde og elite. Vi ser desuden en medfinansiering fra klubbens selv, der vidner om seriøsitet og realisme i forhold til de økonomiske muligheder, vi som kommune har for at skabe bedre fysiske rammer for vores foreninger. Det vil jeg gerne rose.”

 

Processen med at etablere det nye klubhus går i gang straks, og det forventes at klubhuset kan stå klar ultimo 2017.

  

Fakta

SIGMA SWIM har i alt 1.932 medlemmer, hvoraf 1.629 er mellem 4-24 år. De resterende 303 medlemmer er over 25 år.

Ved det netop afholdte OL i Rio var Danmark bl.a. repræsenteret ved elitesvømmerne Mads Glæsner og Anton Ørskov Ipsen fra SIGMA SWIM.

Læs mere om både elitesvømning og svømmeskole på sigmaswim.dk.