Nyt fokus på sundhed i Rudersdal

Sundhedstilstanden for Rudersdalerne er ikke blevet bedre de seneste år, viser nye tal. Sundhedsindsatsen er et fælles ansvar, mener Social- og Sundhedsformand.

Søvn, kost og motion. Det er den menneskelige krops tre vigtigste byggestene. Og vi ved jo godt, at der skal være balance i både indtag og forbrænding. Og at man helt basalt skal passe sin søvn, for at være sund og aktiv.

Alligevel viser den nye sundhedsprofil for Rudersdalerne, at det står lidt værre til på sundhedsparametrene end for fire år siden, hvor borgerne sidst svarede på spørgsmål om deres sundhed.

Det er især tallene for rygning, usunde kostvaner og stressniveau, der er steget. Også tallet for afhængighed af alkohol er lidt højere i Rudersdal sammenlignet med andre kommuner.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Kenneth Birkholm tror ikke på løftede pegefingre over for voksne, der godt selv ved, at de bør tage fat på en sundere livsstil:

- Vi kan og vil ikke bestemme, hvor meget du drikker eller ryger fx en fredag aften. Voksne mennesker ved godt, hvad de gør og bør selv tage ansvar for deres egen sundhed. Det vi kan gøre, og vil gøre, er at gøre vejen til et sundt liv nemmere for dig. Vi bori en fantastisk, naturrig kommune og tilbyder et væld af gode løbe- og cykelruter, så træningsmotivationen kan være i top. Vi tilbyder dig også en håndsrækning med alt fra gåture til rygestopkurser, når du har besluttet dig for en sundere livsstil, siger Kenneth Birkholm, og forsætter:

- Tallene fra sundhedsprofilen er helt central viden for os, fordi vi ønsker at skærpe og målrette sundhedsindsatserne mere i årene der kommer. For det første ved at gøre sundhed til en stærkere tværgående indsats og dermed ansvarsområde for alle kommunens forvaltninger - det har før været forankret i et enkelt område - og for det andet ved at udvælge enkelte områder, hvor vi virkelig tager fat. Fx ønsker vi at være meget ambitiøse omkring de unges sundhed, fx at skabe en røgfri generation, siger Kenneth Birkholm.

’Hvordan har du det?’ er spørgeskemaet, der danner baggrund for sundhedsprofilen 2017. I alt har 2400 personer i Rudersdal modtaget skemaet og 56 procent har svaret på det, en forbedring i forhold til 2013, hvor svarprocenten lå på 45 procent.

Se tallene for sundhedstilstanden i Rudersdal, nemlig for rygning, alkohol, kost, vægt, motion, mental sundhed, søvn, sex og stoffer og kroniske sygdomme i pixiudgaven af sundhedsprofilen:

Sundhedsprofil 2017 Pixi

Se hele sundhedsprofilen 2017

Se Sundhedstilbud til voksne