Ny vuggestue åbner den 2. januar 2019

Kommunen har stigende børnetal og der er brug for flere vuggestuepladser. Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at åbne en vuggestue i Den Grønne Ært, der i dag fungerer som natur- og kultursted for kommunens nærliggende børnehuse. Huset Den Grønne Ært vil med den nye vuggestueafdeling stadig fungere som natur- og kultursted.

Vuggestuen åbner for 24 børn fra 2. januar 2019 og ligger på adressen Trørødkollegiet 21 i Vedbæk. Alice Risbjerg Nielsen er ansat som daglig leder, og kommunen er i gang med at ansætte personale, der kan tage imod børn efter nytår.

Alice Risbjerg Nielsen forventer, at de kommende vuggestuebørn i Den Grønne Ært vil få stor glæde af at dele hus med natur- og kulturstedet. Alice kommer fra en stilling som teamleder i Trørød Børnehus, hvilket betyder, at hun allerede kender kommunen rigtig godt:

- Som daglig leder af den nye vuggestue i Den Grønne Ært ser jeg meget frem til at skabe et pædagogisk tilbud med høj faglighed og kvalitet for børnene. Jeg forventer, at vi sætter et godt og stærkt team, der kan løfte opgaven med at skabe det nye tilbud for vuggestuebørn i Rudersdal kommune.

Formand for Børne- og Skoleudvalget Daniel E. Hansen glæder sig over det stigende børnetal i kommunen:

- Vi byder de mange, nye små borgere, og deres forældre, velkomne i kommunen. Vi er i fuld gang med at udbygge vores kapacitet på dagtilbudsområdet, med flere planlagte om- og tilbygninger i vores børnehuse i løbet af 2018 og 2019, siger Daniel E. Hansen.

Vil du booke plads i den nye vuggestue, kan du gøre det her: Book plads i daginstitution