Hop til hovedindhold
Nyhed

Monumentet Flygtninge er rejst på Vedbæk Strand

Ved et velbesøgt arrangement markerede Rudersdal Kommune 80-året for jødernes flugt over Øresund og de lokale mænd og kvinder, som hjalp. Se billedreportage under artiklen.

Den 91-årige billedhugger og Birkerød-borger Joseph Salamon er kunstneren bag monumentet Flygtninge, som den 29. oktober er blevet afsløret på Vedbæk Strand. 

Monumentet er rejst til minde om danske jøders flugt i 1943 fra Vedbæk til friheden i Sverige og for at hædre lokale mænd og kvinder, som hjalp med flugten. 

Monumentet er hugget i bornholmsk granit og forestiller tre anonyme flygtninge; et barn, en kvinde og en mand, som kigger over Øresund. 

Ved arrangementet på Vedbæk Strand kunne borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth og overrabbiner Jair Melchior afsløre kunstværket.

Vi sætter monumentet op, fordi mennesker her i vores lokalsamfund satte deres eget liv på spil for at redde andre. Det er der mennesker over hele verden, som gør, når verden står i flammer, sagde Ann Sofie Orth.

Monumentet kan fremover ses på Vedbæk Strand, hvor man også kan lytte til fire skæbnefortællinger baseret på hovedpersonernes egne beretninger om, hvordan de flygtede eller hjalp med flugten fra Vedbæk over Øresund. Fortællingerne er skabt af Rudersdal Museer. 

Kunstneren var selv udsat for jødeforfølgelse

Joseph Salamon blev valgt af kommunalbestyrelsen i Rudersdal til at udføre monumentet, fordi han har en unik kombination af at være kunstner med internationalt format, bosiddende i Rudersdal og førstehåndsvidne til jødeforfølgelserne. Under 2. verdenskrig blev han og hans familie udsat for nazisternes jødeforfølgelser i Rumænien, hvor de boede. I 1947 lykkedes det familien at emigrere til Israel. Joseph Salamons kunstneriske virke har ført ham til steder som Bukarest, Israel, Italien og Danmark – og siden 1960 har han boet og arbejdet i Rudersdal. Monumentet Flygtninge er Joseph Salamons 54. værk i det offentlige rum.

Jeg 'glemte' hvem jeg selv var

Ved arrangementet holdt den 16-årige ukrainer Lisa Hladyr en tale om at være på flugt. Hun bor og går i skole i Rudersdal.

Jeg har været i Danmark i et år og syv måneder. For mig har det været svært at finde nye venner. Jeg skulle lære alt det danske at kende. Kultur. Sprog. Måden undervisningen foregår på. Forskellen på danske og ukrainske unge. ... Med tiden bliver det nemmere. Jeg har haft travlt med at lære dansk og Danmark at kende. Så på en måde ”glemte” jeg Ukraine, og hvem jeg var. Men nu er det nemmere at rumme begge dele. For Ukraine er en vigtig del af mig. Og hvis jeg skal have det godt, så skal jeg huske, hvem jeg selv er.

Lisa Hladyr benyttede også lejligheden til at takke Danmark for støtten til det ukrainske folk, både dem der er i Ukraine, og dem der er flygtet til Danmark.

Fotos af Carsten Andersen for Rudersdal Kommune.