Medarbejder på bosted overfaldet

En medarbejder på bofællesskabet Birkerød Parkvej i Birkerød er fredag blevet overfaldet. Den mistænkte gerningsmand er pågrebet af politiet og er i politiets varetægt.

Medarbejderen har modtaget behandling og har det efter omstændighederne godt, ligesom Rudersdal Kommune har sikret krisestøtte til alle involverede, herunder medarbejdere og beboere.

Borgmester Jens Ive, Rudersdal Kommune, siger: - Det er en dybt beklagelig hændelse, som vi gør alt, hvad vi kan for at undgå i dagligdagen.  Helt naturligt vil en episode som den, vi har oplevet i dag, få os til at se på, om der er behov for ændringer. Lige nu går mine tanker dog først og fremmest til den berørte medarbejder, som har haft en frygtelig oplevelse.