MantziusLive modtager 500.000 kr. til en markant opgradering af lyden

Nordsjællands lokale spillested MantziusLive modtager 500.000 kr. fra Tuborgfondet. Pengene skal bruges til at etablere en ny intim scene i foyeren og imødekomme et behov for at up-coming kunstnere også får mulighed for at give koncerter med professionel lyd.

Musik har altid været en del af Tuborgfondets DNA, og hvert år uddeler fondet millioner af kroner til musik, og det er der en særlig grund til, fortæller fondets direktør Anne-Marie Skov:

”Musik samler mennesker, skaber glæde og samhørighed, og det er netop fællesskabet omkring musikken, som er vigtigt for Tuborgfondet. De lokale spillesteder samler lokalbefolkningen og er med til at skabe et aktivt lokalmiljø.”

Fagjury indstiller til bevilling

Det er en jury med en faglig baggrund indenfor lyd og akustik, som har kvalificeret de mange ansøgninger, og indsnævret feltet, men det er Tuborgfondets bestyrelse, der har truffet den endelige beslutning om, hvilke spillesteder, der modtager en bevilling. 

Når MantziusLive er et af de udvalgte spillesteder, er det fordi, stedet har gennemgået en transformation ift. til deres livekoncerter og målgruppe, til at blive en mere moderne og opsøgende livearrangør. 
Samtidig engagerer spillesteder 75 frivillige og formår at præsentere publikum for en blanding af ny musik og aktuelle kunstnere.

”På Mantzius er vi utrolig glade for de muligheder støtten fra Tuborgfondet giver os.
Nu etablerer vi en professionel scene til upcoming artister og mindre kendte artister, så også de små og intime arrangementer, og de mindre kendte kunstnere bliver bakket op af professionel lyd. Ud med ølkassen og sanganlægget – ind med god lyd og gode oplevelser.
Der er stor opbakning til huset fra politikere, frivillige og publikum. Og nu også fra branchen, som har lagt mærke til, at vi er mange her i Birkerød, som vil musikken, teatret og scenekunsten. Det er jeg meget taknemmelig for.” fortæller Mads Riishede, kunstnerisk leder på MantziusLive.

Fakta om Bedre lyd på danske spillesteder 

•    Der uddeles i alt 2,5 mio. kr. til 17 spillesteder fordelt over hele Danmark
•    I alt 65 spillesteder søgte puljen, og til sammen søgte de om støtte for 21 mio. kr. 
•    I 2016 uddelte Tuborgfondet 34 mio. kr. 
•    Tuborgfondet er en del af Carlsberg-familien, og får midlerne til uddeling fra overskuddet af salget af Tuborg og Carlsberg produkter i Danmark og resten af verden.