For mange dør af uopmærksomhed

Rudersdal Kommune minder i uge 37-40 med en aktuel kampagne om, at billisterne skal køre bil, når de kører bil.

Få sekunders uopmærksomhed kan få fatale konsekvenser i trafikken. Kigger du væk i blot fire sekunder med 80 km/t, kører du 89 meter i blinde.

De næste fire uger vil du på parkeringspladserne i Rudersdal Kommune blive mødt med budskabet ’Kør bil, når du kører bil’. Formålet er at få billisterne til at være opmærksomme i trafikken.

For hvis man lige kigger på mobilen, roder efter solbrillerne i handskerummet eller rækker en sut til barnet på bagsædet, så har man kørt mange meter i trafikken uden at se, hvad der sker på vejen.

Hvad laver du bag rattet?

På landsplan er der uopmærksomhed involveret i omkring hver tredje dødsulykke. Undersøgelser viser, at i syv ud af ti tilfælde er det ting inde i bilen, der tager bilisternes opmærksomhed.

Det er for eksempel, når bilisten roder med mobilen, radioen, GPS´en, som fjerner blikket fra trafikken og hænderne fra rattet.

Politiet varsler kontrol på vejene

Sideløbende med den landsdækkende kampagne, foretager Nordsjællands politi i uge 40 kontrol ved vejene. Og der er behov for at sætte fokus på de uopmærksomme bilister.

Vejdirektoratets Dødsulykkesstatistik fra perioden 2010–2014 viser, at alene i Nordsjællands politikreds har 26 mennesker mistet livet i trafikken, fordi de selv eller andre var uopmærksomme.

Bag om kampagnen

Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og landets kommuner. I kampagneugerne kører der landsdækkende tv-spots, opsættes plakater på parkeringspladser og delt materiale ud. Kampagnen kører i ugerne 37-40.

Fakta

Så langt kører du i blinde, hvis du kigger væk i fire sekunder:

  • 50 km/t. = 56 meter
  • 80 km/t. = 89 meter
  • 110 km/t. = 122 meter

(Kilde: Rådet for Sikker Trafik)