To lokale skoler vandt trafikkonkurrence og fik tidlig julegave

Eleverne fra 0.A på Trørødskolen og 0.A på Dronninggårdskolen har været både dygtige og heldige. De har vundet en konkurrence i den landsdækkende kampagne ’Børn på vej’, der sætter fokus på alle skolebørns sikkerhed i trafikken.

Formand for Miljø- og Teknikudvalget Court Møller har givet børnene en tidlig julegave, da han overrakte diplom og 1000 kr. til klassekassen i de to klasser.

- Det er vigtigt for os, at alle børn i Rudersdal Kommune lærer at passe på sig selv og være opmærksom i trafikken, og det er en stor glæde for mig at belønne vinderne i konkurrencen. Med kampagnen minder vi forældrene om, hvor vigtigt det er at lære børn at færdes korrekt og sikkert i trafikken, og i klasserne har børnene haft en rigtig god snak om sikker trafikadfærd, siger Court Møller.

Rudersdal Kommune ønsker, at alle børn er trafiksikre, når de færdes i kommunen. Derfor satte Rudersdal Kommune i august plakater op ved alle skoler med budskabet ’Børn på vej’. I forbindelse med kampagnen har alle kommunens 0. klasseelever fået udleveret ’Min Trafikbog’ med opgaver om sikker trafik.

Opgaverne har børnene løst i samarbejde med deres forældre, og efterfølgende har 0. klasses lærere sørget for at sende klassens rigtige svar ind til en landsdækkende ’Børn på vej’ konkurrence.

Om konkurrencen og kampagnen

Det er kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, der står bag konkurrencen og kampagnen’Børn på vej’, som sætter fokus på, at alle børn skal lære at blive sikre i trafikken.

Små børn lærer trafik ved at øve sig mange gange sammen med deres forældre. Store børn skal ofte have gentaget, hvad de skal have fokus på i trafikken.

Fælles for alle børn er, at deres forældre er rollemodeller i trafikken. Det og meget andet kan forældre læse om på: www.sikkertrafik.dk/forældre

Her kan de også tilmelde sig et nyhedsbrev, så de løbende får nyheder, der er tilpasset deres barns alder.

Hjemmesiden er lanceret af Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden og skal hjælpe forældre med at lære deres børn at begå sig sikkert i trafikken.