Hop til hovedindhold
Nyhed

Lokale kræfter i borgersamling byder mandag Christiansborg op til dans

Budskabet fra Borgersamling Bæredygtigt Forbrug til landspolitikerne er klart: Borgerne er parate til politiske tiltag, der ændrer adfærd, forbrug og livsstil.

Fem engagerede Rudersdal-borgere og lokale politikere er med, når deltagerne i Borgersamling Bæredygtigt Forbrug mandag den 20. november drager til Christiansborg for at tale med landspolitikerne om, hvordan man sammen kan løse udfordringerne med fremtidens bæredygtige forbrug.

Det er borgersamlingen, som inviterer til samtale på Christiansborg om, hvordan regering og folketing på nationalt niveau kan handle på Borgersamlingens anbefalinger.

I invitationen til folketingspolitikerne skriver Borgersamlingen:

”Både kommuner og regioner har allerede fået anbefalingerne i hænderne og har igangsat en proces, der skal lede hen mod implementeringen af flere af anbefalingerne – nu må næste skridt være det nationale niveau.”

Åbent for alle interesserede

Arrangementet finder sted kl. 13-14.30 i Proviantgården på Christiansborg og er åbent for alle interesserede.

Formand for Klima- og Miljøudvalget, Court Møller, der har været tæt knyttet til processen, deltager i samtalen, men arrangementet er åbent for alle, der har tid, lyst og interesse.

”Jeg er meget tilfreds med, at Borgersamlingen har kunnet skabe denne kontakt til Christiansborg", siger Court Møller. "Vi kan skubbe på, komme med rigtig mange gode forslag og sætte en masse grønne initiativer i søen i Rudersdal, men vi kan ikke løse udfordringerne alene.”

Anbefalinger præsenteret i foråret

I foråret overrakte Borgersamling Bæredygtigt Forbrug sine anbefalinger til politikerne om, hvordan vi kan leve og forbruge mere bæredygtigt i fremtiden.

Det blev til i alt 75 anbefalinger – fordelt på 13 hovedemner inden for områder som transport, fødevarer og byggeri.

Anbefalingerne retter sig dels mod den enkelte borger, dels mod politikere i kommuner og regioner. Nogle af forslagene kræver regulering eller lovændringer fra Christiansborg.

Borgerne anbefaler fx, at offentlige kantiner skal have plantebaseret mad som standard, at det offentlige skal medvirke til at reducere antallet af m2 per person i vores boliger, og at togtransport og supercykelstier skal prioriteres over motorveje og lufthavne, når der investeres i ny infrastruktur.

Det er på baggrund af denne engagerede indsats, at deltagerne nu kan møde regionale og landspolitikere til en videre dialog om, hvordan anbefalingerne kan udmøntes i praksis.

Program for møde på Christiansborg

Programmet for samtalen på mandag er:

  • 13.00: Velkomst v. medlemmer af Borgersamling Bæredygtigt Forbrug
  • 13.05: Præsentation af deltagere og program v. moderator Zakia Elvang, We Do Democracy
  • 13.10: Præsentation af borgersamlingens anbefalinger v. medlemmerne af borgersamlingen
  • 13.25: Omstilling til bæredygtigt forbrug på kommunalt og regionalt niveau v. politikere fra de kommuner og regioner, der står bag borgersamlingen
  • 13.40: Samtale mellem folketingspolitikere, borgere og politikere fra kommuner og regioner
  • 14.25: Opsamling v. Zakia Elvang
  • 14.30: Tak for i dag v. medlemmer af Borgersamling Bæredygtigt Forbrug