Lokal teknologivirksomhed med høje vækstrater får erhvervspris

Delta Optical Thin Film A/S, der udvikler og producerer unikke, optiske filtre, vinder Rudersdal Erhvervspris 2018 i kategorien ”Årets vækstvirksomhed”.

Rudersdal Erhvervs- og Vækstråd har valgt vinderen af Rudersdal Erhvervspris 2018. Prisen går til virksomheden Delta Optical Thin Film A/S, der siden 2015 har produceret optiske filtre til instrumenter, der bruges inden for medicinsk forskning og diagnostik. Virksomheden har på kort tid udviklet en række unikke, optiske filtre, der er efterspurgt i hele verden.

Udvikling og fremstilling af optiske filte skræddersyet til virksomheder i hele verden, har siden 2015 været omdrejningspunktet for Delta Optical Thin Film A/S. Virksomheden bor sammen med andre førende videnstunge virksomheder i DTU Science Park og eksporterer hele 95 procent af deres produkter. Delta Optical Thin Film har en ambitiøs målsætning om at fordoble deres omsætning og antallet medarbejdere hvert 5. år.

- Delta Optical Thin Film har siden starten i 2015 skabt flotte resultater og har gennem årene haft en solid vækst i omsætningen på over 65 procent og øget antallet af nye medarbejdere tilsvarende. Delta Optical Thin Film er samtidig et eksempel på en lokal, stærk specialiseret vidensvirksomhed, som på et globalt marked har skabt gode resultater gennem et stærkt fokus på deres kunder og deres særlige behov, siger borgmester og formand for Rudersdal Erhvervs- og Vækstråd Jens Ive og fortsætter: 

- Det er derfor en stor ære at overrække virksomheden Rudersdal Erhvervspris 2018 i kategorien ”Årets vækstvirksomhed”. Jeg glæder mig til at følges deres succesfuldes færd fremad, siger Jens Ive.

Erhvervsprisen 2018 blev overrakt ved et arrangement den 10. december på virksomheden Delta Optical Thin Film i Hørsholm.

Prisen består af en indgraveret messingplade, 10.000 kr. til et personalearrangement og et digitalt logo, som virksomheden kan anvende i sin markedsføring.

Fakta om Rudersdal Kommunes Erhvervspris

Rudersdal Erhvervs- og Vækstråd besluttede i 2015 at uddele Rudersdal Kommunes Erhvervspris. Fra 2018 uddeles prisen én gang årligt indenfor én af følgende kategorier:

Årets vækstvirksomhed

Årets sociale profil

Årets iværksætter

Årets grønne profil