Læsning: Elever på alle niveauer får nye læseværktøjer

Skoler i Rudersdal styrker læsning i indskolingen med nye metoder, der giver elever mere variation og større ordforråd.

Klare instrukser, differentierede læsebøger og elever, der oplever fremskridt i læsning uge for uge. Det er nogle af fordelene ved en ny metode til læsning, der kaldes 'Guided Reading'. Nu får elever på seks skoler i Rudersdal Kommune glæde af metoden, da Børne og Skoleudvalget giver penge til at styrke læsning i indskolingen. Udvalgsformand Randi Mondorf ser mange perspektiver ved den nye læsemetode:

"Læsningen er grundlaget for at klare sig godt i de fleste fag, og derfor er det essentielt, at flest muligt elever oplever glæde ved at læse og lære. Elever i Rudersdal klarer sig generelt rigtigt godt i læsning, når vi sammenligner med vores nabokommuner, og det vil vi gerne sikre, at de bliver ved med i fremtiden - blandt andet ved at afprøve nye anerkendte metoder som 'Guided Reading'", siger hun. 

I 2016 har elever i Rudersdal i gennemsnit opnået karakteren 8,1 ved afgangsprøven i læsning, og siden 2014 har de ifølge tal fra Undervisningsministeriet fået 7,9 i gennemsnit. Samlet ligger elever fra Rudersdal helt i top med afgangsprøveresultatet, for de fik det næsthøjeste på landsplan med 8,2 i 2016.

Variation med magneter og ord

På Skovlyskolen i Holte har elever i 1. klasse afprøvet 'Guided Reading', og den nye metode giver mere tid til at støtte læsesvage elever. Det fortæller lærer og læsevejleder Nina Skanderby:

"Vi får mere tid til at hjælpe de elever, der har vanskeligt ved at læse, når de dygtige kan gå videre med sværere bøger i den takt, de er klar. Her gør vi blandt andet brug af 'hviskelæsning', så der kan være flere grupper i gang på samme tid", siger hun.

Sammenlignet med elever, der ikke har læst efter denne metode, klarer eleverne sig bedre ved en læseprøve, der tester elevernes kendskab til 64 almindelige ord.

"Eleverne kan læse flere ord ved prøven sammenlignet med de elever, der har taget prøven tidligere år. Desuden har færre brug for ekstra læse- og skrivetræning", siger læreren og fortæller, at den nye metode giver mere variation i læsningen, da eleverne  bl.a. lærer at stave med magnetbogstaver og danne sætninger med ord, der er klippet ud af en linje.

Hjælper elever på alle niveauer

Elever med læse- og skrivevanskeligheder får i dag hjælp til læsning ved hjælp af 'Reading Recovery, som alle kommunens skoler arbejder med. Rudersdal var en af de første danske kommuner til at indføre 'Reading Recovey' i folkeskolen, og det har været med til at reducere andelen af svage læsere markant.

Den nye indsats vil ifølge kommunens læsekonsulent Lisbeth Skov Thorsen give skolerne endnu flere muligheder for at variere og styrke læseindsatsen for hver enkelt elev.

"Tidligere har alle elever læst i den samme bog, men med 'Guided Reading' bliver de inddelt i små grupper og får bøger, som passer til deres niveau. Der er udfordringer til alle, uanset hvor godt de læser", siger læsekonsulenten og tilføjer:

"I takt med at eleverne bliver bedre til at læse, rykker de videre til en ny gruppe med en sværere bog og flere udfordringer. Deres fremskridt bliver meget synlige for dem selv, og det vil give dem endnu mere lyst og mod på at læse ".

Foreløbig har halvdelen af kommunens skoler valgt at afprøve denne nye læsemetode, og hvis erfaringerne og resultaterne er gode, kan metodens udbredes til alle skoler i kommunen.

Fakta om 'Guided Reading' i Rudersdal

• Seks skoler i Rudersdal Kommune vil bruge 'Guided Reading' i 0. og 1. klasse. Bistrupskolen, Høsterkøb Skole, Skovlyskolen, Toftevangskolen, Sjælsøskolen og Ny Holte Skole indfører den i 2017, og skolerne er med til at finansiere den nye metode.

• 'Guided Reading' stammer fra England, og skolernes læsevejledere er blevet uddannet i metoden. Den går ud på, at elever læser i grupper med hjælp fra en lærer eller pædagog. Eleverne læser efter niveau, og de rykker videre, når de har brug for nye udfordringer.

• Rudersdal Kommune har udviklet lærevejledning og læseguides til frilæsningsbøger på 12 niveauer.

• Børne- og Skoleudvalget giver 141.000 kr. til metoden, og pengene kommer fra en pulje til læremidler. Puljen er på 1 mio. kr., hvor af 661.000 kr. går til digitale læremidler og resten til understøttelse af elevernes fysiske aktivitet på skolerne.