Kommunen siger tak til virksomheder for værnemidler

Før påske var der stor mangel på værnemidler som kitler, visir og handsker i kommunens social- og sundhedsområde. Heldigvis kunne lokale virksomheder give en hjælpende hånd.

Formanden for Erhvervsudvalget i Rudersdal Kommune Randi Mondorf var torsdag forbi en af virksomhederne, Bioneer i Hørsholm, med en buket blomster som tak for hjælpen her i coronatiden.

Det betyder rigtig meget for os, at virksomhederne kunne springe til med værnemidler, for vi kunne på et tidspunkt se, at vi kun havde til 14 dage frem i tiden. Så heldigvis har vi et godt samarbejde med vores lokale virksomheder, som kun er blevet stærkere her under coronakrisen , siger Randi Mondorf.

Forskningschef Christian Clausen var en glad modtager af anerkendelsen:

Vi er kun glade for at kunne hjælpe til. Heldigvis havde vi et godt lager af kitler og handsker, som vi sagtens kunne levere til dem, der har brug for det lige nu, siger Christian Clausen fra Bioneer, der er en forsknings- og medicinalvirksomhed, som bl.a. tester, hvordan lægemidler virker i kroppen.

Tak til alle for hjælp og den store interesse

Rudersdal Kommune vil gerne takke alle de virksomheder, der har vist stor interesse for at hjælpe med at levere værnemidler til kommunens social- og sundhedsområde. Det er fantastisk at mærke virksomhedernes velvilje, uanset om de havde værnemidler, de kunne levere eller ej.

Et helt privat initiativ har også hjulpet social- og sundhedsområdet med værnemidler.  Bibliotekar Jørgen Holst-Rasmussen fra Humlebæk gik nemlig i gang med at 3D-printe visirer hjemme i sin dagligstue. Og han var endda leveringsdygtig til andre kommuner og endte med at levere 50 visirer til Hegnsgården i Nærum.

Ekstra indsats fra medarbejdere

Også medarbejdere i kommunen har en stor aktie i, at hjælpen med forskellige værnemidler blev til noget.

Vi er rykket sammen her i krisetiden. Det er helt tydeligt, siger virksomhedskonsulent Julie Marie Sand – vi kunne se, at en hurtigt indsats kunne batte noget og vi brugte vores i forvejen gode kontakter og partnerskaber med de lokale virksomheder. Det var virkelig rørende at mærke, hvor mange virksomheder, der uden forbehold ville hjælpe, siger Julie Marie Sand.

At vi havde akut brug for hjælp åbnede helt andre døre end normalt. Fx havde jeg den lokale slagter Maltesen fra Birkerød i røret, som gav ideen videre med, at vi kunne tale med Slagteriskolen i Roskilde, der kunne levere handsker og store plastikforklæder, siger Julie Marie Sand.

Følgende virksomheder har leveret forskellige typer værnemidler som fx handsker, mundbind, håndsprit, flydende sæbe, kitler og visirer, og har modtaget blomster som tak for at holde sammen i en krisetid fra Erhvervsudvalget i Rudersdal Kommune:

- ALK  

- Bioneer A/S   

- Iduna AB  

- Uddannelsescenteret i Roskilde - Slagteriskolen

- Ida Kongsø

- Jørgen Holst-Rasmussen