Spring til indhold

Kom med til indvielse af projekt Cykling uden alder på Plejecenter Sjælsø

Nu kan beboerne på Plejecenter Sjælsø snart få vind i håret, når projekt Cykling uden alder bliver søsat torsdag den 9. september med indvielse af deres nye rickshaw-cykel.

Plejecenter Sjælsø inviterer til indvielse af projekt Cykling uden alder, hvor frivillige kører tur med beboerne i en rickshaw-cykel. Det bliver en festlig formiddag, hvor du kan høre om Cykling uden alder, prøve en rickshaw-cykel og se om det at være cykel-pilot er noget for dig.

Hvad er Cykling uden alder?

Cykling uden alder er en landsdækkende forening på en vigtig mission: At give de ældre ret til vind i håret. På landsplan er der over 5.000 frivillige cykel-piloter fordelt på 50 kommuner landet over. De frivillige piloter inviterer ældre på landets plejecentre ud på en cykeltur i en rickshaw-cykel.

Bliv frivillig cykel-pilot

Har du lyst til at give de ældre på Plejecenter Sjælsø vind i håret, så bliv frivillig cykel-pilot. Piloter er både seniorer, studerende, familie og venner til nogen, der trænger til vind i håret, når tiden, lysten og vejret er til det. Du kan helt selv oprette dig som pilot på cyklingudenalder.dk. Når du har tilmeldt dig, bliver du kontaktet af en erfaren pilot, som vil invitere dig til oplæring.

Bliv cykelpilot

 

Hvis du vil være en af dem, der sørger for “ret til vind i håret”, eller blot er nysgerrig, så kom forbi Plejecenter Sjælsø torsdag den 9. september kl. 10.30-12.00, hvor snoren for Plejecenter Sjælsøs rickshaw-cykel bliver klippet over.

Tid og sted

Torsdag den 9. september kl. 10.30-12.00

Adresse: Plejecenter Sjælsø, Soldraget 37, 3460 Birkerød.

Kontakt Tanja Rasmussen hvis du vil høre mere på tlf. 46 11 16 93.