Køkkenpersonale indstillet til pris

På Frydenholm Plejecenter tilberedes al mad fra bunden. Nu er køkkenpersonalet indstillet til en pris for deres økologiske måltider.

’Det er som at spise på d’Angleterre’, udbrød en mandlig beboer på Frydenholm Plejecenter forleden, inden han lagde bestikket fra sig. Hans begejstring gik ikke ubemærket hen, for dommerpanelet bag den årlige uddeling af prisen De Økologiske Køkkenroser var samtidig til testmiddag.’ 

Dét fortæller Maj-Britt Toftedal fra køkkengruppen på Frydenholm Plejecenter. Hun læste om konkurrencen i et fagblad og tilmeldte sig selv og sine 4 kollegaer. De laver hver dag mad til plejecenterets 59 beboere. Nu er de i finalen i konkurrencen, der gives til et økologisk køkken, der har ekstraordinær fokus på spiseglæde, værtskab, velsmag, tilberedning, sæson og faglig stolthed.

Ikke flere penge

Lone Pedersen, som også indgår i køkkengruppen, forklarer, hvordan processen med at omlægge køkkenet til økologi har været en løftestang til generelt at øge kvaliteten af måltiderne for plejecentrets 59 beboere:

’Økologiske råvarer er dyrere. Men vi fik ikke flere penge til at købe ind for. Til gengæld har vi fået kurser i at lave velsmagende og varieret mad, som samtidig er billigere. Vi lærte at bruge rester kreativt, at udnytte alle kødudskæringer og at bruge sæsonens grønt, frugt og fisk. På den måde fik vi en stærk madfaglighed samtidig med, at vi fik råd til økologiske råvarer.’

Mad som omsorgsgiver

Heidi Lindeblad fra køkkengruppen uddyber: ’Vi har fået et helt andet fokus på måltidernes betydning for de ældre. Dagens fem måltider er en vigtig del af beboernes dag, så maden skal også bruges til at give omsorg. Vi skal skabe spiseglæde, vække minder og være gode værter, der tager ansvar for at skabe hygge og dejlig energi ved bordet.’ 

Duft fra åbne køkkener

Måltiderne på Frydenholm Plejecenter laves i åbne køkkener, der ligger på hver af husets tre etager. Emma Trøllund Andresen siger:

’De åbne køkkener gør, at beboerne langsomt kan dufte sig til sult, mens retterne simrer og bager. De kan følge med og kommentere, og nogle beboere får endda lyst til at hjælpe til, f.eks. med at skrælle gulerødder fra en lænestol tæt på’. 

Emma Trøllund Andresen er den sidst ankomne til køkkengruppen. Da hun var færdiguddannet, søgte hun kun jobs i åbne køkkenmiljøer. Direkte respons er vigtig for hende. Hun vil kunne se og høre, hvad beboerne kan lide. Så kan hun løbende tilpasse den enkeltes tallerken, og hælde lidt ekstra fløde i sovsen til de beboere, der har tabt sig.

Miljø ikke vigtigt

Miljø-dimensionen ved økologi er vigtig for beboernes børn og børnebørn. Men det er noget helt andet, der betyder noget for de ældre. Christina Tanggaard fra køkkengruppen siger:

’Det afgørende for vores beboere er, at de nu spiser frisk og varieret hjemmelavet mad. Mange af de ældre er selv fra en generation, hvor man lavede mad fra bunden. Så de sætter selvfølgelig stor pris på at slippe for mad fra dåser og frostposer.’

Lone Pedersen fortsætter:

’Derudover nyder de ældre godt af den stolthed og arbejdsglæde, som vores nye faglighed har givet os. Vores humør smitter af på dem. Beboerne er vist ret ligeglade med, at vi har brugt skræller fra æbler til at lave deres isthe eller æble-eddike. Men den arbejdsglæde og energi, det giver os at være i konstant udvikling, smitter af på de ældre.’ 

Udviklingen fortsætter

De fem kollegaer skal købe 60% af deres råvarer økologisk. Helt frivilligt er de nu oppe på en økologiprocent på 80. Maj-Britt Toftedal fortæller:

’Der er gået sport i det. Vi prøver opskrifter af, udvikler nye måder at bruge rester på og går på besøg i hinandens køkkener for at smage og udvikle os selv og hinanden. Men 100% økologiske bliver vi aldrig. Vi køber for eksempel dejlige danske varer i sæson såsom jordbær og æbler. Også når de ikke fås økologisk. 

Den 24. september får de fem køkkenmedarbejdere besked på, om plejecenter Frydenholm løber med årets Økologiske Køkkenroser. 

Faktaboks

Prisen De Økologiske Køkkenroser uddeles hvert år til et offentligt køkken, der har indført økologiske måltider. Vinderen skal samtidig have indført en helt ny tilgang til mad og måltider. 

Køkkenet på Plejecenter Frydenholm er den ene af to finalister i konkurrencen med oprindeligt 35 deltagere. Plejecentret Skjulhøjgård i København er den anden finalist. 

Køkkengruppen på Frydenholm Plejecenter består af Maj-Britt Toftedal, Emma Trøllund Andresen, Christina Tanggaard, Lone Pedersen, der alle er ernæringsassistenter og økonoma Heidi Lindeblad.

Parterne bag prisen er Landbrug & Fødevarer, Kost- og Ernæringsforbundet, 3F og FOA.