Kender du Rudersdals bjerge?

Rudersdal Kommune har modtaget fondsstøtte fra Nordea-Fonden og Friluftsrådet til realisering af projekt ’RudersdalBjerge’ - et projekt som skal skabe synlighed omkring smukke højdepunkter i Rudersdal.

Måske kender du eller har hørt om RudersdalRutens Univers, som er Rudersdal Kommunes koncept, der understøtter og synliggør mulighederne for en aktiv fritid og brug af rekreative områder. Visionen er at borgernes fysiske udnyttelse af kommunens mange smukke, unikke og tilgængelige land-, skov- og vandområder i stigende grad kobles med læring, kulturelle oplevelser og aktiviteter i uderummet.

I Kultur- og Fritidsudvalgets ”Handleplan for RudersdalRutens Univers 2015-2017” finder man bl.a. projektet ’RudersdalBjerge’. Der er tale om et projekt, som skal skabe fokus på den særlige Rudersdal’ske geologi og kulturhistorie – med nye oplevelser, fordybelse, inspiration, motion og læring som sidegevinst.

Fra borgerinitiativ til realisering

’RudersdalBjerge’ er et borgerinitiativ, som tager sit udgangspunkt i en henvendelse fra en borger, som blev inspireret og fik en god ide på en af sine vandre- og stavgangsture på RudersdalRuten. Projektet går i sin enkelthed ud på at skabe synlighed omkring de mange højdepunkter/bjerge, som RudersdalRutens Univers gemmer på.

Kultur- og Fritidsudvalget formand Daniel E. Hansen (V) fortæller:

”Med RudersdalBjerge, skaber vi ikke bare en ny ”ramme” om motion. Vi skaber også nye udflugtsmål og et læringsforløb. Rudersdals borgere og andre besøgende får med RudersdalBjerge en ny mulighed for at opdage, opleve og opnå forståelse for dannelsen af det smukke Rudersdalske landskab”.

Daniel E. Hansen fortsætter: 

”At projektet nu kan realiseres skyldes bl.a., at der er søgt støtte hos forskellige fonde, og at RudersdalBjerge har fået fondsstøtte på 50.000 kr. fra Nordea-fonden og 106.500 kr. fra Friluftsrådet. Det er et rigtigt godt projekt, vi står med, så vi er stolte og glade over, at både Nordea-fonden og Friluftsrådet har anerkendt dette med deres økonomiske støtte."

Formidling

Formidlingen af dannelsen af landskabet vil ske gennem ti bjerge og otte bakker, både i skilteform og med udgangspunkt i Rudersdal Kommunes kultur- og oplevelseshjemmeside oplev.rudersdal.dk. Der vil være formidlingsskilte på de punkter, der er beliggende på Rudersdal Kommunes arealer, og pæle med piktogrammer og henvisninger på de punkter, der enten er bakker eller er beliggende på Naturstyrelsens arealer. Derudover bliver der udarbejdet særskilt materiale til brug for undervisning i geologi og historie på kommunens skoler.

Formidlingen vil realiseres i et samarbejde med interesserede borgere - herunder de historiske foreninger.

Projektet faciliteters i et tværgående samarbejde mellem Natur, Park og Miljø og Kulturområdet. Første etape forventes åbnet marts 2018. 

 

Foto: Maglebjerg - et RudersdalBjerg

 

Om RudersdalRutens Univers

RudersdalRutens Univers er et helt unikt motions-, oplevelses- og naturunivers med mange forskellige muligheder for oplevelser i naturen. Man kan finde ruter og stier, hvor man kan løbe, cykle og gå en tur. Universet rummer også en række aktivitetsoaser, hvor man kan træne og være aktiv alle ugens dage, hele året rundt.

Se mere på www.rudersdalruten.dk.