Juletræet tændes i Alluitsup Paa

Juletræerne er så småt ved at blive tændt rundt omkring i Rudersdal, men der tændes også et juletræ lidt længere væk, nemlig i Alluitsup Paa (Sydprøven) i Grønland. Træet tændes den 1. søndag i advent.

Traditionen med, at Rudersdal Kommune sender en julehilsen til Grønland, stammer tilbage fra 1960’erne. For Sydprøven er julehilsenen en kærkommen begivenhed, og træet starter allerede sit færd mod Grønland i oktober måned.

Rudersdal og Foreningen Sydprøvens Venner har arbejdet ihærdigt med at gøre det muligt at få et juletræ til Sydprøven. I år har Aalborg Kommune været behjælpelig i forhold til fragten af juletræet. Det betyder, at der igen i år kommer et juletræ nordpå.   

 

 

FAKTA OM ALLUITSUP PAA

Bygden er grundlagt i 1830. Alluitsup Paa betyder ’munding ved stedet, der er mange sæl-åndehuller’. Alluitsup Paa er en bygd med ca. 300 indbyggere. Sydprøvens Venner er en lokal forening i Rudersdal, hvis formål er at øge kendskabet til grønlandsk kultur, samfund og natur. Foreningen understøtter venskabsrelationer mellem Aluittsup Paa og Rudersdal og har arrangeret ophold for grønlandske børn og unge i Rudersdal.

Alluitsup Paa var venskabsby med det tidligere Birkerød Kommune og det fortsatte i Rudersdal Kommune efter kommunesammenlægningen.