Jægerhytten åbner igen

Restauratørerne fra Jægerhuset i Holte har indgået aftale med Rudersdal Kommune om at drive den nyistandsatte restaurant ved bredden af Sjælsø i Birkerød

I juli måned åbnes de nymalede døre til den hyggelige Jægerhytte atter for publikum, efter at de har været hermetisk lukket i mere end et år. Den daværende forpagter skyldte Rudersdal Kommune 400.000 kr. i husleje, og derfor blev han sagt op og restauranten lukket.

 

Siden har kommunen været på udkig efter en ny forpagter, og samtidig er Jægerhytten blevet istandsat fra inderst til yderst. Der er isat nye vinduer, lagt nye gulve, bygget et tidssvarende køkken og lagt et moderne toilet ind i den gamle bygning, som blev opført omkring år 1750, som en kongelig jagthytte i tilknytning det for længst nedrevne Hirschholm Slot. Ifølge overleveringen var det her, den unge dronning Caroline Mathilde holdt  hyrdetimer med Christian 7.s livlæge Struensee. Om det er sandt, vides ikke. Men vi ved med sikkerhed, at romancen fik en brat ende, da den blev opdaget i 1772. Struensee blev henrettet og dronningen blev landsforvist.

 

Æggekage a la Struensee

De nye forpagtere er Steen Bo Hansen og Danny Sørensen. De har i mange år arbejdet på Jægerhuset, der ligger ved bredden af Furesøen tæt ved Næsseslottet i Holte, og den 1. januar 2014 overtog de Jægerhuset.  

 

”Det går rigtig godt i Jægerhuset. Vi har næsten altid fuldt booket med selskaber i weekenden, så vi glæder os til at drive Jægerhytten som en a la carte restaurant”, siger Danny Sørensen og fortsætter:

  ”Vi starter jo lidt sent i sæsonen, så menukortet bliver ikke så stort, men vi tilbyder lette frokostretter og naturligvis middagsmad inspireret af det fransk-danske køkken. Der vil være en dagens ret og en 3-retters ugemenu. De faste retter på kortet kunne for eksempel være  oksemørbrad og dagens friske fisk. Og en dejlig æggekage, som vi har døbt ”Struensees æggekage”, selvom vi jo ikke ved, om Stuensee har nyt sådan en. Vi synes, vi har sammensat et spændende menukort, og vi glæder os til at tilberede retterne i det nye køkken og servere dem i de hyggelige, nyistandsatte lokaler”, siger han.