Indstilling til Rudersdal Kommunes Talentpris 2017

Kender du nogen med et særligt talent, som er under 18 år og bosiddende i Rudersdal Kommune? Så kan du nu indstille dem til årets Talentpris, der uddeles til efteråret.

Hvert år uddeler Rudersdal Kommune Talentprisen til en Rudersdalborger, der er under 18 år, og som har udvist exceptionelt højt præstationsniveau indenfor enten idræt, science, kunst og kultur eller andre felter.

Prisen uddeles ved Fest for Frivilligheden oktober og vinderen af Talentprisen modtager et mindre kontant beløb.

Hvad er talent?

Talent er en medfødt kapacitet, som giver et individ mulighed for at udvise exceptionelt højt præstationsniveau i et domæne, som kræver specielle færdigheder og træning. 

Talentbegrebet er komplekst og afhængigt af mange faktorer såsom motivation, antropometri, fysiologi, psykologi, motorik, kognition, sociologi etc.

Et talent er således altid afhængig af de medfødte kvaliteter, den ihærdige indsats, præstationen, miljøet og opbakningen omkring talentet.

Kriterier for at modtage Talentprisen

For at kunne modtage Rudersdal Kommunes Talentpris skal modtageren være udøver inden for én af de 4 følgende kategorier:

- Idræt (sport og idræt)
- Science (innovation, uddannelse, forskning o.lign.)
- Kunst og Kultur (musik, teater, dans og billedkunst)
- Wild card (IT, journalistik, erhverv, fritid o.a.)

Modtageren skal dertil være under 18 år og være bosiddende i Rudersdal Kommune.

Det er muligt at indstille til Talentprisen frem til d. 1. juli 2017 via denne formular:

Indstil kandidat