Golden Days festival byder velkommen til 1989

Under kulturfestivalen Golden Days kan du opleve flere end 40 forskellige arrangementer i Rudersdal Kommune og omegn, der alle tager dig tilbage til 1989 – et år mange husker for Murens fald og begyndelsen på slutningen af Den Kolde Krig.

Golden Days Festivalen kommer igen  til at sætte sit præg på september måned. I år rejser vi 30 år tilbage i tiden og sætter det skelsættende år 1989 i søgelyset som det afgørende år i både europæisk og global historie, hvor der blev sat punktum for adskillelsen mellem øst og vest.

Golden Days festivalen samler for 4. gang Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommuner i et tæt samarbejde om historien fra den 6. til den 22. september.

 

Rudersdal anno 1989, stramme baller og Olsen banden. 

I forbindelse med samarbejdet er der udgivet et festivalprogram med en bred vifte af spændende arrangementer, der invitererer til at borgerne i de fire kommuner til at krydse kommunegrænserne og oplever/genoplever 1989. I Rudersdal kan man opleve:

Rudersdal anno 1989 fortalt af museumskonsulent og seniorforsker Niels Peter Stilling. Med indsigt og humor fortæller han om "skæbneåret" med lokale øjne.

På Rundforbi Idrætsanlæg står den på baller af stål med retro-aerobic. Find pandebåndet og din indre Jane Fonda og Charlotte Bircow frem.

Den danske filmserie Olsen Banden var et af de få vestlige kulturprodukter, der slap gennem censuren i Østeuropa under Den Kolde Krig. Filmene var en stor succes – navnlig i Østtyskland, hvor Egons planer lagde gaderne øde. Men hvorfor? Det spørger vi filmkritiker og Olsen Banden-ekspert Christian Monggaard om, når han fortæller om filmenes kulturelle betydning og Die Olsenbande’s mystiske popularitet i DDR. 

Murer bygges op og rives ned

Fælles for de fire kommuner er, at de kaster lys på fysiske og symbolske murer.

I Rudersdal kan du opleve udstillingen ”1989 – Murens fald”, hvor vi retter blikket mod Murens fald som en konkret historisk begivenhed og undersøger mure som symbolsk og fysisk fænomen. Muren opføres både som en visuel og fysisk mur med bl.a. personberetninger og historiske nedslag før, under og efter murens fald.

Enhver historisk periode har sit signifikante soundtrack. På Hovedbiblioteket i Birkerød går musiker og musikjournalist Thomas Ulrik Larsen bag muren, hvor historier, billeder, lydklip, video, musikanalyse og fortolkning tilsammen giver en unik oplevelse af et mesterværks tilblivelse og aftryk i eftertiden.

Arrangementer i Rudersdal 

Golden Days i Rudersdal​

Hent programmet

Det trykte festivalsprogram kan hentes på Rudersdal Bibliotekerne, Rudersdal Museer, Gl. Holtegaard, Reprisen eller Kulturcenter Mariehøj eller elektronisk på goldendays.dk/4K, hvor der også er link til billetter og flere oplysninger om festivalen.

Vil I vide mere om Golden Days festivalen i Rudersdal og arrangementerne, kontakt kulturkonsulent Helle Lehrmann, hleh@rudersdal.dk

Fakta

Rudersdal Kommune er en del af et 4k-samarbejde mellem de fire kommuner: Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. I løbet af Golden Days festivalen sætter de fire kommuner i et fælles program fokus på 1989.

I perioden fra den 6. til den 22. september vil du kunne opleve 1989 gennem en række arrangementer flere steder i Rudersdal. Arrangementerne er udviklet i et samarbejde mellem en række kulturinstitutioner og foreninger.