Foråret er ”på veje” i Rudersdal

Nye blomster langs vejene er et led i kommunens ”Strategi for smukke, grønne veje”, som skal give de større indfalds- og trafikveje flere træer, grønne rabatter og blomster.

Mange har nok bemærket, at der dukker forårsløg op i rabatterne på vejene i Rudersdal Kommune.

Sidste år blev Bistrupvej omdannet til et forårets blomsterflor. Det står også flot dette forår. Her er det begyndt med tidlige varmt gule krokus, som nu er skiftet til små gul-orange påskeliljer.

I år står Kongevejen – nærmere betegnet Geels Bakke – i fuldt flor. Her begynder det med Persiske skilla, der er hvidlige med et blåt skær, som senere afløses af konge-blå snepryd, russiske skilla og perlehyacinter. Til sommer afløses forårsløgene af ’vilde danske blomster’, som blomstrer langt ind i efteråret til stor gavn for de nektar-elskende insekter.

Blomstrer over lang periode

Blomsterløgene er udvalgt, så de blomstrer over en lang periode, blomstrer igen år efter år og spreder sig. Løgene tåler konkurrencen fra græs, og når de efter blomstring visner tilbage vil arealerne igen fremstå som grønne græs- og urteflader. I perioden hvor løggene blomstrer, sparer kommunens driftsafdeling mange gange græsklipninger.

De nye blomster langs vejene er et led i kommunens ”Strategi for smukke, grønne veje”, som skal resultere i at de større indfalds- og trafikveje tilføres flere træer, grønne rabatter og blomster.

Og man begynder allerede at kunne se flotte resultater.