Fartkampagne udbredes til flere grundejere

Den lokale fartkampagne ’Sammen sænker vi farten’ har fået en kontant anerkendelse på 30.000 kr. Det betyder, at budskaberne nu kan bredes ud til flere.

Sidste års succes, hvor Rudersdal Kommune samarbejdede med grundejerforeningerne Rudehaven og G/F de Tretten om en fartkampagne, får nyt liv i år med kontant støtte på 30.000 kr. fra GF Fondens Trafikpris.

De to grundejerforeninger har modtaget 10.000 kr. til at gentage kampagnen i 2017, og Rudersdal Kommune har modtaget 20.000 kr. til at videreudvikle og udbrede kampagnen til andre grundejerforeninger.

Rent praktisk vil forvaltningen sammen med Grundejerforeningen Rudehaven og G/F de Tretten invitere andre grundejerforeninger i Rudersdal Kommune til at udvikle og afholde kampagnen i 2017. Involveringen skal sikre, at kampagnen bliver lokalt forankret.

- Den fælles trafikkampagne sidste år var et godt eksempel på, hvordan vi sammen kan udvikle og gennemføre løsninger på et så vigtigt område som trafiksikkerhed. Derfor er jeg ekstra glad for, at vi nu kan følge op på succesen med nye gode initiativer i år, siger Court Møller, formand for Miljø- og Teknikudvalget.

- Vi er meget stolte over, at vores samarbejde med kommunen nu er resulteret i GF’s Trafikpris, og glæder os til at bruge præmien til at producere nye elementer til vores forårskampagne, udtaler formand i Grundejerforeningen Rudehaven Flemming Scheel og Trafikudvalgets formand Mattias Krogh-Møller.

Kampagne til flere i maj og juni

Med udgangspunkt i kampagneelementerne fra 2016 kan den enkelte grundejerforening målrette budskaberne til netop deres lokalområde. De overordnede linjer, herunder slogan og grafisk udtryk, gælder for alle.

Rudersdal Kommune planlægger at afholde kampagnen i maj eller juni 2017 med mulighed for at gentage den i efteråret.

I forbindelse med kampagnestart overrækker en repræsentant for GF Trafikfonden GF Trafikprisen.

Mål for kampagnen

  • Kampagnen udbredes til flere grundejerforeninger i Rudersdal Kommune.
  • Beboerne i de deltagende grundejerforeninger oplever, at der bliver kørt langsommere i deres område.
  • Der udarbejdes et kampagnekit, som grundejerforeninger i fremtiden kan hente og bruge efter behov.

For at vurdere effekten af kampagnen måles hastigheden inden og efter kampagnestart i de områder, som deltager i kampagnen.