Erhvervsudvalget tog et slag golf i Brillerne

I rækken af virksomhedsbesøg nåede Erhvervsudvalget for nylig til Søllerød Golfklub – en veletableret arbejdsplads i kommunen med 20 ansatte.

De 1200 medlemmer af golfklubben i Søllerød må føle sig heldige, hver gang de nærmer sig en runde på greenen med den finurlige adresse Brillerne. Klubben ligger utroligt smukt i det fredede bakkede landskab mellem Øverød og Gl. Holte.

- Jeg er stolt af at stå i spidsen for en etableret golfklub, med et godt socialt liv, hvor alle er velkomne. En af vores visioner for klubben er at bidrage til mere livskvalitet for alle borgere. Så vi hilser nybegyndere meget velkomne i klubben, siger golfmanager Torben Just Madsen, der tog springet fra politimand til golfmanager for tre år siden:

- Jeg har selv været medlem her i 25 år, og nu var timingen rigtig til at gøre noget andet. Det er en arbejdsplads, hvor fritidsinteressen fylder. Folk er glade og afslappede, og nyder naturen. Noget helt andet end at være politimand, siger Torben Just.

Udvikler unge talenter
Søllerød golfklub er stiftet i 1972 og har pt. den største juniorafdeling i Danmark. Klubben står selv for at udvikle deres unge talenter, og det resulterede i et danmarksmesterskab for elitespillere i både 2016 og 2017. Golfklubben er faktisk tre virksomheder i én, nemlig med en stor restaurant, golfbutik med trænere, og selve klubben med sekretariat og banepersonale.

Rudersdal Kommune har i flere år haft et samarbejde med klubben og restauranten, der også indgår i Rudersdal Rekrutterings branchepakkeprojekt til flygtninge. Lige nu er fem integrationsborgere ansat i restauranten med løntilskud, med mulighed for fast arbejde. Golfklubben har pt. én borger ansat i fleksjob.

- Vi er glade for samarbejdet med Søllerød Golfklub, som det har været en stor oplevelse at besøge. Klubben er essensen af det, vi holder så meget af ved vores kommune: den unikke, naturskønne placering, en veldrevet, rummelig virksomhed, hvor frivillige også gør en stor indsats – og så den sunde, aktive livsstil, som alle kan begynde på, og hvorfor ikke her i klubben, siger formand for Erhvervsudvalget i Rudersdal Randi Mondorf.

Ved besøget i Brillerne deltog også Handicaprådet.